📍Kender du Palau de la Música Catalana? – en modernistisk spilledåse midt i Born

Du har måske gået lige forbi uden at opdage det. For på afstand ligner det næsten et hvilket som helst hus i Born, men kommer du tættere på, finder du et af modernismens store mesterværker Palau de la Música Catalana, det catalanske musikhus. Det ligger nærmest proppet ind i en lille gade i det middelalderlige kvarter, og derfor viser bygningen sig først frem, når du kommer tæt på og kigger op ad den røde murstensbygning.

Folkets musikhus

På forsiden, i en nærmest opadstræbende bevægelse, finder du skulpturer, søjler, glas og mosaikker i forskellige former og farver. Musikalske symboler, kvindefigurer og på hjørnet finder du folket, el pueblo, afbilledet sammen med en ridder med et sværd. Det er Sant Jordi, en af Cataloniens skytshelgener.

De store vinduespartier i glas og smedejern åbner bygningen op ud til gaden og giver bygningen en lethed. De lukker også lyset ind i bygningen, signalerer transparens og inviterer dig nærmest ind. Budskabet bag arkitekturen er klart: dette er folkets – ikke elitens – musikhus.

Personligt finder jeg bygningen udefra mere særpræget end køn – men sjovt nok er bygningens ydre nærmest diskret i forhold til dét, du møder indenfor.

Musik i en modernistisk have

Indenfor venter dig nemlig et overdådigt farverigt univers af blomstermotiver i glas, jern og mosaik, som om du befandt dig i en magisk musikalsk have. Blomster, frugter og palmer, søjler som træstammer og toppe, og et vidunderligt lys, der vælter ind ad vinduerne. Det er et overvældende syn, som de ca. 2.200 mennesker, der er plads til i koncertsalen, kan nyde sammen med musikken.

Koncertsalens hovedfokus er scenen med det smukke orgel i midten og den orangerøde baggrund med 18 kvindefigurer, der repræsenterer muserne. De er udformet forskelligt og spiller hvert deres instrument. Scenen er indrammet, og på den ene side ser du en byste af den catalanske kormusiker Anselm Clavé og på den anden side kan du se Beethoven. Indramningen skal symbolisere mødet mellem det catalanske og det internationale. Helt i husets ånd – der er nemlig både catalanske og internationale kunstnere på programmet.

Et andet specielt sted er Lluís Millet- hallen (en af Orfeó Catalàs grundlæggere), som er et rum inden selve koncertsalen. Hallen er domineret af et stort glasparti med det fineste blomsterdesign og en balkon med de smukkeste mosaik-søjler i forskellige farver og design.

Loftets glasmosaik er en showstopper

Et fikspunkt inden i koncertsalen er den store, smukke lucernarium eller glasmosaik i loftet, som er udformet som en omvendt kuppel med farvet glas i gullige og blålige farver. Den stråler som en sol og hjælper med at lede dagslyset ned i salen. Det siges, at Palauet er den eneste koncertsal i verden, som udelukkende belyses af dagslys om dagen.

Jeg har altid svært ved at få øjnene fra det smukke loft, der nærmest virker til at kigge tilbage. Øjnene drages automatisk af lyset, der skifter, farverne og detaljerne, og det er nemt at glemme at holde øje med, hvad der foregår på scenen. Heldigvis er salens akustik i verdensklasse, så læn dig bare tilbage i sædet og nyd det. Det er en sanselig helhedsoplevelse i særklasse.

Palauet er udtryk for catalansk renæssance

Huset ejes i dag – som dengang – af organisationen: Orfeó Català. En kororganisation, som har spillet en stor rolle i den opblomstring, som catalansk kultur oplevede i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede. Vi er på højden af modernismen og industrialiseringen og midt i en catalansk guldalder. Byggeriet af musikhuset var finansieret gennem støtte fra forskellige virksomheder, industrimagnater og mange almindelige borgere for netop at skabe et musikhus for det catalanske folk.

Arkitekten er fadder til catalansk modernisme

Arkitekturen er lidt anderledes end den modernisme, du kender fra den senere Gaudí. Det er da også en anden arkitekt, som står bag bygningen, nemlig en anden berømt catalansk arkitekt: Lluís Domènech i Montaner. Han siges at være fadderen til catalansk modernisme. Alt er da også i modernismens ånd: de røde mursten, smedejernet, mosaikkerne og glasset. På den ene side utroligt funktionelt med fokus på lys og akustik, og på den anden side fyldt med symbolske referencer til catalansk kultur.

Alle materialer, på nær orglet fra Tyskland, er fra Catalonien, og huset er bygget af catalanske håndværkere og kunstnere. Visionen var, at folkets musikhus skulle føles som en have, hvorfor huset indeni er dekoreret med naturen og musikken som inspiration. Og at visionen blev nået, kan der vist ikke herske megen tvivl om.

Musikhuset igennem årerne

Huset blev bygget på et fundament af en tidligere kirke. Arbejdet påbegyndtes på dagen for Sant Jordi, dvs. den 23. april i 1905, og huset blev indviet den 9. februar 1908. Det tog altså knap 3 år at bygge denne vidunderlige caja de música eller spilledåse. Siden da har huset været igennem et par udvidelser og renoveringer, senest i 2004 hvor huset fik tilføjet en mindre koncertsal: Petit Palau. En udvidelse, som er foretaget med stor respekt for den originale bygning, og som fungerer smukt.

Musikhuset i dag

Palau de la Música Catalana er et smukt og magisk sted, en perle i catalansk modernisme, som naturligvis er at finde på UNESCOs liste. Her kan du – sammen med omkring en halv million mennesker om året – nyde musik i den klassiske og folkloristiske genre: fra opera- og korsang til symfoniorkestre, jazz og folkemusik. Derudover er der også dans på programmet, der indeholder ca. 300 koncerter om året.

Og falder programmet ikke i din stil, så kan du altid købe billet til en rundvisning eller nyde en kop kaffe, et glas eller måske en vermouth i den smukke café eller gårdhave. Det ville være en skam ikke lige at smutte forbi dette modernistiske hovedværk.

✍️ Hvad tænker du om Palau de la Música Catalana? Nød du fornemmelsen af at være i en blomsterhave, eller var det en tand for meget? Del din oplevelse i kommentarfeltet.     

🔍 Det skal du se – mine anbefalinger

• Koncertsalen med den smukke scene og glasmosaik i loftet er højdepunktet. Især loftmosaikken er svær at få øjnene fra, men kig dig også rundt i salen og læg mærke til de forskellige skulpturer, fx hestene bagerst, de smukke glasvinduer og lamper. Oppe under loftet, under ”trækronerne”, finder du navnene på forskellige kunstnere og keramikblomster i massevis, og på scenen er muserne og orglet i centrum. Læg også mærke til selve salens form, der får den til at virke både stor og fin på samme vis. Det er ikke less is more – og det synes jeg er vidunderligt.

• Facaden med alle skulpturerne og mosaikkerne, især hjørneskulpturerne. Du kan også se de forskellige, farverige mosaiksøjler fra balkonen i forbindelse med Lluís Millet- hallen fra gaden af. Det er nemt bare at lægge nakken tilbage og stå og kigge op på alle detaljerne, men husk også at kigge lige frem og se de lidt små, men fine billetluger. Det var her, folket købte sine billetter oprindeligt.

• Lluís Millet- hallen med de smukke glasvinduer ud til balkonen med de smukke – og forskellige – mosaiksøjler.

• Gå heller ikke glip af caféen med de smukke hvælvinger i mursten, glas og keramik. I midten finder du et serveringsområde i træ, klar glas og de fineste glasmosaikker. Det er ét af mine yndlingssteder at nyde en kaffe eller forfriskning – og er vejret godt kan du nyde den udenfor på terrassen.  Glem ikke at tjekke glasmosaikken ind til den imponerende trappe op til koncertsalen.
  

🗺️Praktiske oplysninger

• Adresse: Carrer del Palau de la Música, 4-6.

• Nærmeste metro: Urquinaona (L1, L4).

• Website: www.palaumusica.cat.

• Åbningstider: besøg mandag–torsdag: 8.30–15.30 og fredag 8.30–14.00. Caféen: 9.00–24.00.

• Entré: 18 € for almindelig indgang. Ønsker du en rundvisning eller vil du opleve en koncert, se priser på websiten.