📍Kender du Cementiri de Poblenou? – hvor fortid og nutid, liv og død mødes

Cementiri de Poblenou er ikke bare en kirkegård i Barcelona. Det er et stykke historie midt i nutiden og midt i det levende kvarter: Poblenou, En historisk – og gratis - seværdighed i Barcelona, som få turister kender til.

Kirkegården er måske ikke helt lige så imponerende i omfang eller har samme kulturelle betydning som dens “storebror”: Cementiri de Montjuïc, men den er bestemt et besøg værd. Og så er den betydelig nemmere at komme til.   

Første kirkegård udenfor Barcelonas bymure

Kirkegården blev åbnet i 1775, da byen besluttede, at begravelser af sundhedsmæssige årsager nu skulle foretages uden for Barcelonas bymure. Befolkningstætheden og de sanitære forhold indenfor de nu meget snævre bymure var ikke længere til, at kirkegårde og begravelser kunne være inde i selve byen. Kirkegården var den første kirkegård i Barcelona udenfor den daværende bymur, og den betragtes i dag som Barcelonas ældste kirkegård – altså efter moderne forhold.

I 1813 blev den ødelagt af Napoleons hær på fremmarch igennem Spanien og Catalonien, hvorefter den blev genopbygget og genåbnet i 1819. Denne gang i et neoklassisk design af den italienske arkitekt Antonio Ginesi. Der blev lagt vægt på symmetri og ordentlighed, hvilket både kan ses på kirkegårdens indretning i zoner og i de mange ”reoler” med grav-nicher i pæne, snorlige rækker. Det gælder også udvidelserne i midten af 1800-tallet.

Kirkegård som et spejl på Barcelonas sociale historie

I denne ordentlighed findes også et udtryk for hierarki. Det ses tydeligt, at de fattige og almindelige borgere havde mere beskedne gravsteder, fx i en grav-niche, eller fællesgrave. Hvorimod den rige overklasse (eller dem, der gerne ville være i den sociale klasse) har mere rigt udsmykkede grave eller mausoleer.

Der blev gjort rigtig meget ud af især mausoleernes udtryk, da det var en måde at signalere personens eller familiens prestige, magt og/eller velstand. De tjente således et brandingformål, og der blev ikke sparet på det kunstneriske udtryk. Kapeller, relieffer, kunstneriske gravemonumenter udsmykket med forskellige symbolske elementer: engle, kors, obelisker og andre udtryk for modersorg, død og evighed. Materialevalget, detaljerne i stenarbejdet og i en arkitektonisk blanding af neoklassicisme, gotik og art‐nouveau.

Det kan godt virke lidt som ”over the top” for en mere beskeden nordbo. Det virker næsten som en indbyrdes, tavs konkurrence mellem de forskellige monumenter. Hvem har det største monument? Hvem havde råd til at ”leve for evigt” i det flotteste og mest kunstneriske gravmonument? Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om der mon er nogle, der vender sig i graven over, at familien ikke lige fik sat en større engel på, eller måske lidt flere end nabograven?

I dag er det kulturhistorie. Kirkegården i Barcelona afspejler på den måde, hvem der historisk spillede en fremtrædende rolle på byens sociale (og økonomiske) scene, og hvem der havde statisk-rollen på den ydmyge plads ovre i hjørnet. Og faktisk kan du se lidt af det samme i nogle af de nyere grave.

En levende kirkegård i Poblenou

En kirkegård fortæller ikke kun noget om, hvordan et samfund og en kultur behandler døden og sine døde. Den trækker tråde mellem fortid og nutid, mellem de levende og de døde.

I dag har byen bredt sig uden for bymurerne, der også er væk, og kirkegården befinder sig nu midt i Poblenou-barrioen. Og det fine ved Cementiri de Poblenou er netop sammenspillet mellem denne kirkegård i Barcelona og kvarteret, der stikker op over kirkegårdens ydermure – det karakteristiske Torre Gloriés, de to tårne ved Vila Olímpica og kranerne fra Poblenous byggepladser. Når du går rundt blandt gravene, er du faktisk stadig midt i det moderne Poblenou. Det synes jeg faktisk er fedt, det gør kirkegården levende.

Du kan se familier, der besøger og passer deres kæres grave. Med friske blomster – eller dem af plastik - fotos og små ting som gaver som udtryk for deres sorg og kærlighed. Måske er blomsterne købt i den blomsterbod, som sommetider er udenfor kirkegårdens mure og ved indgangen? Og turister er der ikke mange af, de finder sjældent vej hertil.

At gå igennem kirkegårdens alléer med ”reolerne”, med stenarkitekturen, de gamle træer og mausoleerne med alvorskunsten, føles nærmest lidt park-agtigt, om end med en mere stille og eftertænksom stemning. Det skaber i mig et rum til en refleksion og eftertænksomhed, som ofte får mig til at føle mig lidt mere i live, når jeg igen træder ud ad hovedindgangen og ud i Barcelonas hektiske puls igen. Og hvem kunne ikke have brug for det?

✍️ Er du typen, der går på kirkegårde, når du rejser? Eller er det lidt for underligt? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet
 

🔍 Det skal du se - mine anbefalinger

Du får her mit forslag til en simpel, lille rute (ca. 45-60 min.), så du kommer godt rundt til de vigtigste dele. Start dog lige uden hovedindgangen og til venstre, her finder du et oversigtskort over kirkegården, så du kan danne dig et overblik.

• Start ved indgangen med det smukke navn: Portal de l’Eternitat (Evighedens port).
  Brug lige lidt tid til at lægge mærke til de mange og lange ”reoler” af grav – nicher. Her kan du tydeligt se Ginesis symmetri og orden.

• Gå ned langs ”reolerne” til venstre og læg mærke til, hvordan de forskellige grav-nicher er pyntet (markeret med gult og et 1 på fotoet). Det er en fungerende kirkegård, som du kan måske få et glimt af en nylig begravelse, de høje stiger og besøgende, der plejer deres kæres grav. Men du kan også se mere ødelagte og efterladte grave. Og mellem de forskellige reoler, kan du se individuelle gravsteder, der kan være rigt udsmykkede.

• Drej til venstre, når du kan og forsæt ud til en lidt mere særskilt del af kirkegården (en udvidelse, markeret med blåt og et 3 på fotoet). Nederst i denne del, på venstre side -eller bagsiden af ”reolerne” - finder du kirkegårdens mest berømte skulptur af Jaume Barbar fra 1930: El Petó de la Mort (Dødens Kys), der forestiller et bevinget skelet, der kysser en ung mand på panden. Den er placeret ved tekstilproducenten og milliardæren Josep Llaudet i Solers familiegravsted (tekstilproducenterne var datidens tech- milliardærer). Skulpturen er tilskrevet billedhuggeren Jaume Barba, og den blev opført i 1930 som minde over sønnens tidlige død. Skulpturen er både smuk og skræmmende på samme tid, og graven her er nok mit yndlingssted.

• Se mausoleerne. Gå tilbage til hovedområdet (markeret med gult og et 1 på fotoet) og ned til området i bunden af kirkegården (markeret med beige og et 2 på fotoet), hvor du finder de fleste mausoleer. Gå rundt og nyd datidens overklasses store kapeller og æstetiske gravmonumenter med alle deres kors, engle osv. Arkitekter, forretningsfolk, politikere og andre fremtrædende medlemmer af det catalanske samfund er blevet begravet her. Det er smukt og melankolsk på samme tid.

• Når du er mæt af indtryk, gå så stille og rolig tilbage mod indgangen, nu i den modsatte side af kirkegården. Mellem hovedområdet med ”reolerne” og ”bunden” med alle monumenterne finder du en rund bygning, som er kapellet, som stadigvæk er i funktion.

• Når du lige kommer fra de prangende gravmonumenter bagerst og tilbage til de mere ydmyge nicher, kan du virkelig mærke kontrasten i udtryk. Du kan også støde på forskellige mindesmærker for ofrene for forskellige epidemier (fx kolera) og krige.

• Når du er tilbage til indgangen igen, så er det enten ud til Poblenous gader eller ned og nyde havet og stranden, som ligger næsten lige ved siden af.    

Vil du se/høre mere, kan du enten hente en gratis folder ved indgangen (eller fra Barcelona Turisme/turistkontoret), hvor de vigtigste steder er markeret, eller du kan booke dig på rundvisning.

🗺️Praktiske oplysninger

• Adresse: Avinguda d'Icaria, 204, 08005 Barcelona

• Nærmeste metro: Llacuna (L4) (udgang: St. de la Ciutat de Granada)

• Website: https://cementiris.ajuntament.barcelona.cat/en/cementiris/poblenou (Barcelonas kirkegårdes officielle hjemmeside)

• Åbningstider: 8-18

• Entré: gratis. Rundvisning den første og tredje søndag hver måned, desværre kun på spansk og catalansk. Pris: 5£.