🪟 Catalansk er nøglen til et andet Barcelona

”Jo em dic Heidi i sóc danesa” – jeg er til min første catalansktime og prøver at præsentere mig selv. Det er en solrig eftermiddag i januar, og jeg har taget metroen ind til centrum og fundet et smukt middelalderpalæ i Carrer Avinyó. Det huser Consorci per a la Normalització Lingüística, som er de regionale myndigheders organisation, der har til formål at styrke det catalanske sprog ved at udbyde gratis kurser og sprogprogrammer.

Jeg har tilmeldt mig Bàsic 1 og sidder nu på forreste række og prøver at holde mit spanske tilbage. Det presser sig automatisk på, og jeg skal nærmest bide mig selv i tungen for ikke bare at spytte spanske gloser ud.

Jeg fornemmer, at mine hjernestier eller synapser ift. spansk er som dybe plovfuger mod de catalanske små krusninger. Det bliver vist en kamp at få min hjerne til at forstå, at den nu skal forsøge sig med catalansk og ikke spansk. Jeg troede – måske lidt naivt – at det ville være nemmere nu, hvor jeg er vant til at sige ”bon dia” og ”adéu” i butikkerne og kan følge lidt med i aviser, tv og generelle samtaler. Men min hjerne går i baglås og spytter bare spansk ud. Velkommen tilbage på skolebænken, frøken lærer!

Hvad er catalansk egentlig?

Catalansk er et romansk sprog i familie med blandt andet spansk, fransk og italiensk, der tales af 10–12 millioner mennesker i Catalonien, Valencia, Balearerne, Andorra, dele af Sydfrankrig og Alghero på Sardinien. Og der er endnu flere, som forstår sproget, end der kan tale det. Cataloniens officielle statistik fra 2023 viser, at 93,4 % af befolkningen forstår catalansk, men at brugen varierer, da 80,4 % kan tale det.

Catalansk er altså et større sprog end dansk. Mange tror dog, at catalansk bare er en dialekt af spansk, men det er en misforståelse. Det er et selvstændigt sprog, der har sin egen historie, og som opstod mellem det 8. og det 10. århundrede.  

Det catalanske sprog har gennem historien været forbundet med politik og magt. Det har flere gange været undertrykt og presset ud af det offentlige liv. Fx blev det udelukket fra blandt andet administration, retssystem og undervisning efter Cataloniens nederlag i Arvefølgekrigen i 1714.

Under Franco-styret blev forfølgelsen af alt catalansk, herunder sproget, særlig hård og systematisk – ikke mindst i 1940’erne og 1950’erne. Catalansk blev forbudt i undervisning, administration, medier og store dele af det offentlige rum.

Efter demokratiets genindførelse blev sproget igen officielt og fik en central plads i skoler, administration og medier, og sproget blev derfor en vigtig del af genopbygningen af den catalanske kultur og identitet.

I dag er catalansk et levende sprog, som de fleste i Barcelona forstår, men det er samtidig under pres i den daglige brug – blandt andet på grund af tilflytning fra både udlandet og andre dele af Spanien.

Sproget er derfor stadig en politisk kampplads – ikke mindst når det gælder skoler, offentlige institutioner og spørgsmålet om, hvilken plads catalansk skal have i et samfund, hvor næsten alle også taler spansk. Den catalanske lovgivning placerer catalansk som det normalt anvendte undervisningssprog, mens domstole og politiske partier løbende diskuterer, hvor stor en rolle spansk også skal have.

Hvorfor lære catalansk?

Nu tænker du måske: Kan du ikke bare klare dig på spansk? Og jo, det kan jeg. Det har jeg jo gjort uden problemer indtil videre, men catalansk åbner nogle andre døre – arbejdsmæssigt, kulturelt og socialt. Det er måske ikke et krav, men for mig er det en nøgle til at fordybe mig i det catalanske – og så er det jo bare god skik og respekt at tale det lokale sprog.

Catalansk er et af de officielle sprog i Catalonien og et sprog, som lokale myndigheder og medier oftest kommunikerer på, så med det catalanske får jeg adgang til en større del af det catalanske samfund. Fx kan du opleve, at nogle kulturelle arrangementer, kurser og foredrag kun foregår på catalansk, ligesom sproget i mange lokale, sociale fællesskaber naturligvis også er catalansk. Og den del er jeg jo afskåret fra, hvis ikke jeg lærer at tale lidt catalansk. Jeg har ofte befundet mig i grupper, hvor jeg var den eneste, der ikke talte og forstod catalansk, og jeg synes ikke, at jeg kan bede dem alle om at skifte til spansk for min skyld. De er høflige folk, så ofte gør de det gerne, men på mig virker det forkert.

Og så støder du jo på sproget alle vegne – skilte i butikkerne, menuerne på restauranterne, i højttaleren i metroen eller i snakken ved bordet ved siden af. Barcelonas byrum er i høj grad tosproget, nogle steder støder du på spansk og andre steder på catalansk. Og taler jeg kun det ene sprog, ja, så misser jeg jo den anden del. For mig er indgangen til at blive rigtigt forankret i Barcelona – og ikke blot være turist eller besøgende – at kunne tale lidt af det lokale sprog. Jeg vil få adgang til et dybere lag af Barcelona, som man nemt overser, hvis man kun bevæger sig rundt på spansk eller engelsk. Jeg vil komme tættere på byens identitet og kultur.

Tilbage på skolebænken

Så derfor sidder jeg altså på første række hos Consorci per a la Normalització Lingüística, og jeg må indrømme, at jeg kæmper lidt. Måske troede jeg, at det ville være nemmere, fordi jeg taler godt spansk. Men det catalanske er både genkendeligt og fuldstændigt forskelligt på samme tid. Nogle gange lyder det som spansk, andre gange som volapyk. Nogle gange er jeg helt med, andre gange er jeg helt stået af. Og det er denne kontrast, der driller min hjerne – som altså bare på automatik vil spytte det hele ud på spansk.

Det er som at skulle spore sig ind på en ny frekvens, der ligger tæt på og alligevel er helt forskellig fra den sædvanlige – og ørerne og munden skal vænne sig til at høre og udtale nye lyde. Især bogstaverne g, j og l volder mig problemer, nogle bogstaver er stumme, og ordene trækkes sammen. Det er lidt af en mundfuld, men jeg kæmper videre og er da også kommet igennem både Bàsic 1 og 2.

Parlo català – eller hvor er jeg henne nu?

Hele vejen har jeg kæmpet med at lave skiftet fra at tale spansk til at tale catalansk. Det spanske har stået i vejen lige fra begyndelsen af, men her på det sidste er det spanske begyndt at gå fra at være en stopklods til at være et springbræt ind i catalansk.

Og nu begynder det at hjælpe lidt. Jeg kan tale mere catalansk nu – overhovedet ikke flydende, elegant eller uden fejl. Jeg leder stadig efter ordene, falder tilbage i spansk og får vredet lydene sammen på en måde, som kun giver mening inde i mit eget hoved – især når hjernen bliver træt. Men sproget er begyndt at flytte sig fra at være noget, jeg kun læser på papir, til noget jeg tør bruge lidt mere ude i byen.

Jeg vil knække koden! Så derfor har jeg meldt mig til Voluntariat per la Llengua, et sprogprogram, hvor man får en frivillig sprogmakker at tale catalansk med. Ikke undervisning med tavle, grammatik og øvelser, men en en-til-en-samtale med en lokal frivillig. Og det er præcis dét, jeg behøver for at få sproget ud af bøgerne og notesbogen og ind i kroppen. Måske er det også dér, hvor det for alvor begynder at rykke: når catalansk ikke længere kun er noget, jeg prøver at forstå, men noget jeg bruger sammen med et andet menneske.

Og det burde jo være enkelt nok: Hvis jeg vil lære catalansk, skal jeg bare tale catalansk. Men i Barcelona er det ikke altid helt så ligetil. Byen er stor, international og som nævnt tosproget, og mange skifter helt automatisk fra catalansk til spansk, hvis de opdager, at du er udlænding og taler spansk. Det er venligt ment, de vil bare gøre kommunikationen nemmere.

Så hvis jeg faktisk gerne vil øve mig på catalansk, kræver det derfor en lidt mere bevidst strategi. Jeg skal turde blive i det catalanske lidt længere, også selv om det går langsomt. Jeg skal sige til mig selv og måske også min samtalepartner, at jeg øver mig. Og jeg skal acceptere, at jeg i en periode lyder som nybegynder – for det er jeg jo.

Det begynder med bon dia

Heldigvis behøver du ikke tale perfekt catalansk for at nærme dig Barcelona på en mere opmærksom måde – og du behøver heller ikke lære catalansk for at tage på ferie her. Men det giver noget at vide, at byen ikke kun taler ét sprog. At lægge mærke til skiltene, lytte til beskederne i metroen, forstå hvorfor et lille “bon dia”, “gràcies” eller “si us plau” ikke bare er ord, men også en måde at vise, at man har set, hvor man er landet. Anerkendelse og høflighed.

For mig er catalansk blevet en nøgle til Mere Barcelona – til det Barcelona, der ligger lige foran mig, hvis jeg bare lytter lidt bedre efter. Og måske er det sådan, man langsomt begynder at høre til et sted: ikke ved at mestre det hele fra begyndelsen, men ved at blive ved med at lytte, prøve sig frem og åbne døren en lille smule mere.

Og det begynder med små ord som “bon dia” og en sætning som ”Jo parlo una mica de català” – jeg taler en smule catalansk. Og for hver gang jeg fanger lidt mere, åbner Barcelona sig også en lille smule mere.

✍️ Kendte du forskellen på catalansk og spansk, før du kom til Barcelona – eller opdagede du det først, da du var her? Og har du selv forsøgt dig med et bon dia eller et gràcies?