🌞 Hverdagsliv i BCN – hvordan Barcelona vandt mit hjerte

Alle veje fører til Rom, siger man, men for mig har de altid ført til Barcelona. Og jeg er blevet spurgt utallige gange: Hvorfor bliver du ved med at vende tilbage? Hvorfor lige Barcelona?

Er du også nysgerrig på mit svar? Ja, så får du her en kærlighedshistorie til en by, der bestemt ikke startede ved første blik, men endte med en livslang passion.

Første møde med Barcelona

At jeg skulle ende med at elske Barcelona, stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne. Min første gang i Barcelona var en hurtig, varm og kaotisk omgang. Året hed 1990, og jeg var som nybagt student på vej til et aupairophold i Madrid. Jeg skulle mellemlande i Barcelonas lufthavn, der var under total ombygning pga. de forestående olympiske lege.

På mirakuløs vis fandt jeg en smutvej gennem byggekaosset og udenom paskontrollen, hvorefter jeg nåede indenrigs – stadig uden helt at vide hvordan. Men jeg lettede sydvest på med et førstehåndsindtryk i bagagen, der sagde: forvirrende, hed, snavset og larmende. Bestemt ikke kærlighed ved første blik.

Jeg tabte i første omgang hjertet til Spanien og den spanske hovedstad, blev madrileña med Real Madrid i hjertet, og jeg tog mange af de typiske fordomme om Catalonien og catalanerne med mig. Jeg var nok præget af et Madrid-perspektiv, men det er også svært som ung fra et kulturelt homogent land som Danmark at se og forstå et andet lands indre spændinger af politisk, historisk og kulturel betydning.

Anden gang i Barcelona

Anden gang i Barcelona tilbragte jeg mere tid end bare et par timer, men det rykkede stadigvæk ikke på mit dårlige indtryk. Nu hed året 1996, og jeg var på vej til Danmark efter et år i Zaragoza som Erasmus-studerende. Jeg så glimt af den skønhed, som jeg i dag ser på hvert et gadehjørne. Men det blegnede hurtigt, da jeg i al min uvidenhed havnede i Raval-kvarteret, der dengang ­– bogstavelig talt – var fyldt med snavs, ludere og lommetyve.

Jeg husker stadig blikkene. Mit lyse hår, blege hud og blå øjne skreg til himlen af turist, et oplagt offer, og jeg fik hurtigt benene på nakken. Der skulle gå mindst 15 år, inden jeg turde bevæge mig over på den anden side af Rambla’en til det nu sikre Raval, hvor jeg i dag bevæger mig glad og tryg omkring.

Mit indtryk blev heller ikke mildere af mit møde med catalanerne. Jeg følte, at de nægtede at tale spansk med mig, selvom jeg tydeligvis var udlænding og talte flydende spansk. Jeg spurgte på spansk, de svarede stædigt på catalansk. Måske var jeg bare uheldig, men oplevelsen overskyggede alt. Jeg blev fornærmet, og byen fandt jeg forvirrende, indelukket og ikke specielt imødekommende. Der var med andre ord stadig ingen kærlighed i luften.

Barcelona under huden

Årene gik, jeg blev færdig med mine studier og jeg begyndte at arbejde. Både Spanien, Madrid og Barcelona forsvandt længere og længere væk, indtil jeg i starten af det nye årtusinde fik et job med ansvar for et spansk vinmærke i Danmark, hvilket indebar regelmæssige forretningsrejser til Barcelona. Dengang betalte arbejdspladsen ofte for en hel weekend, hvis det var billigere end en returbillet, og det benyttede jeg mig af.

Det blev vendepunktet. Mødet med de catalanere, jeg samarbejdede med, og byen, jeg nu nød at gå rundt i, omvendte mig hurtigt. De tidligere dårlige oplevelser og fordomme blev visket ud. For selvfølgelig kunne vi tale spansk sammen, og catalanerne var slet ikke så kolde og usympatiske, som jeg havde bildt mig selv ind.

Byen åbnede sig op i alt sin pragt, når jeg nu gik rundt i den efter arbejde. Den smukke arkitektur, havet og labyrintgaderne i centrum. Jeg overgav mig. Måske havde byen ændret sig? Jeg havde i hvert fald, min indre madrileña var forsvundet (jeg elsker stadigvæk også Madrid) sammen med ungdommens naivitet og fordomme.

Orlov – 1. år i Barcelona

Med årene skiftede jeg job, men alligevel befandt jeg mig oftere og oftere i Barcelona på ferie. Noget trak mig tilbage, og jeg drømte om at bo i Barcelona, ligesom jeg havde gjort som ung i Madrid og Zaragoza.

I sommeren 2017 tog jeg derfor orlov og rejste et år til Barcelona for at skrive en lærebog og lære spansk på universitetet. Jeg ramlede lige ind i protester, demonstrationer og en ulovlig folkeafstemning. Et selvstændigt Catalonien blev (måske) udråbt, og centraladministrationen i Madrid opløste det catalanske selvstyre.

En turbulent og vild tid, som igen var lidt svær at forholde sig til som dansker. Men den tid gav mig også et langt større indblik i og forståelse af den catalanske identitet og kultur samt af de spændinger med rødder i historien, og som med jævne mellemrum bluser op igen. Det år udvidede min horisont og gjorde min kærlighed til byen større.

Barcelona og mig i dag

Min orlov endte i 2018, men byen blev ved med at trække, så beslutningen om at vende tilbage var egentlig nem. Og nu bor jeg igen i Barcelona.

Så hvorfor Barcelona? Ja, hvordan kan jeg egentlig svare på det spørgsmål - det er lidt som: hvorfor kan jeg lide vermouth, rockmusik og solskin? Fordi! Jeg kan selvfølgelig fortælle om den smukke arkitektur, lyset og den blå himmel. Om maden, bjergene og havet, historien og de forskellige kvarterer.  Om det gamle, det nye, det grimme og det smukke – og de skønne catalanere, som jeg drømmer om at kunne tale catalansk med.

Det er alt sammen en del af mit ”hvorfor”. Men imellem alle argumenterne er der også noget magisk, som er svært at sætte ord på uden at blive lidt poetisk. Der er noget ved byen, der synger til mit hjerte, hvisker til min sjæl og får hver en celle i min krop til at danse! Måske kan du mærke det samme som jeg, når du er her?

Mit hvorfor? En kærlighed der tog sin tid, og som nu er dybt forankret. Barcelona bor i mig – og jeg bor nu også i Barcelona. Byen føles som mit hjem, jeg er mere end en ”expat” i Barcelona. Så velkommen her på bloggen, hvor jeg deler ud af mit elskede Barcelona.


✍️ Har du også et særligt sted, du bliver ved med at vende tilbage til? Del det gerne med mig i kommentarfeltet, jeg læser nysgerrigt med!