Jeg havde svært ved at tro mine egne øjne, da jeg første gang så castells – de catalanske mennesketårne. Dér stod jeg på Plaça de Sant Jaume en solrig formiddag i september under La Mercè, én af Barcelonas årlige byfester, midt i en tætpakket folkemængde og tabte kæben.

Kort forinden var de forskellige klubber – colles – trådt ind på pladsen fra de omkringliggende gader til lyden af traditionel musik. De fordelte sig på pladsen foran rådhuset og begyndte stille og roligt at rejse tårne i fem-seks lag i en nøje koreograferet bevægelse. Både jeg og folkemængden holdt vejret i stilhed, mens de mindre børn med hjelme klatrede helt til tops, rakte en hånd i vejret og klatrede sikkert ned igen, så vi alle kunne drage et lettelsens suk. Fra dét øjeblik blev jeg fan, og jeg vil vædde på, at det bliver du også!

Castells er et catalansk kulturfænomen

Castells er ikke bare spektakulære mennesketårne på en plads i Barcelona, men også et levende udtryk for catalansk fællesskab og identitet. Traditionen stammer fra slutningen af 1700-tallet i det sydlige Catalonien (Valls-området), hvor man begyndte at konkurrere om, hvem der kunne bygge de højeste castells. Med tiden udviklede den sig til en folkelig praksis og konkurrenceform, og i dag er der over 100 colles rundt omkring i Catalonien.

I dag lever traditionen videre som et stærkt samlingspunkt i hele Catalonien. Den bygger på værdier som samarbejde, åbenhed og integration på tværs af alder, køn og baggrund, men også på en stærk kollektiv ånd og lokal forankring.

Castells blev i 2010 optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv, netop fordi traditionen er levende og ikke et museumsklenodie. Organisationen fremhævede især traditionens rolle som bærer af identitet, fællesskab og viden på tværs af generationer. Castells er derfor meget mere end underholdning. De er et kulturfænomen, der siger noget væsentligt om, hvordan catalansk fællesskab og lokal stolthed kommer til udtryk i praksis.

Traditionen er i dag en central del af catalansk festkultur. I Barcelona kan du opleve castells ved de to årlige byfester La Mercè og Santa Eulàlia, under lokale festligheder – festes majors – i byens forskellige barrios og ved mærkedage som la Diada. Her handler det ikke kun om opvisning, men om en fælles handling og en bekræftelse af catalansk identitet.

Castells er også en sport

Traditionen dyrkes som en sportsgren, så du kan i princippet gå til castells. Udøverne – castellers – er organiseret i colles, hvor man træner tårnbyggeriet flere gange om ugen. Barcelona har flere colles, typisk knyttet til forskellige barrios, og der findes colles i mange andre catalanske byer. Hver colla har sit eget navn og sin egen farve; Castellers de Vilafranca er for eksempel kendt for deres turkisgrønne skjorter.

Sæsonen løber fra tidligt forår til sent efterår, hvor de forskellige colles optræder og mødes rundt omkring i Catalonien, ofte i forbindelse med lokale festligheder. Der trænes dog året rundt.

Castells er ikke en konkurrencesport i klassisk forstand, men rivalisering findes. Formelt handler det ikke om at vinde, men om at lykkes sammen som et team. Nogle colles er bedre end andre, og det ved alle, men alligevel virker det, som om det primære er at lykkes med deres tårnformationer – svære eller ej. På den måde bliver succes noget, alle kan være stolte af, også når det ikke er ens egen colla, der står bag. Og det synes jeg er et skønt princip.

Mennesketårnets dele

Skal man forstå, hvorfor castells er så fascinerende at se på, er man også nødt til at forstå, hvordan tårnene rent faktisk er bygget op. De kan have forskellige udformninger, men et castell består grundlæggende af tre dele:

Pinya – det horisontale fundament, som bærer hele tårnets vægt. Det stabiliserer og styrker den næste del af tårnet, næsten som træets rødder. Pinyaen fungerer desuden som et blødt sted at lande, hvis nogen fra de øverste lag falder ned, hvilket dog sjældent sker, i hvert fald ukontrolleret. Der kan være flere hundrede personer i dette nederste lag, hvis tårnet kræver ekstra styrke, som de meget høje castells gør. Udefra kan det ligne en tilfældig klump mennesker, men i virkeligheden er hver hånd, skulder og placering nøje planlagt.
Tronc – stammen, altså den vertikale del af tårnet, består af flere lag. Det er denne del, der udgør selve tårnet.
Pom de dalt – tårnets top, som udgøres af canallaen, altså collaens yngste medlemmer. Det er børn og unge, der står i de øverste lag. De klatrer op og ned ad tårnet med imponerende hurtighed og smidighed. Det barn, ofte et af de mindste, der står allerøverst og rækker hånden op for at markere, at tårnet er fuldført, kaldes enxanetaen.

Tårnene beskrives ud fra antallet af personer i hvert lag, hvor mange lag tårnet har, og hvordan konstruktionen er opbygget. Typisk består et lag af en til fem personer, som står på hinandens skuldre, og de højeste castells kan hos elite-colles nå op i otte til ti lag.

Hvordan bygges et castell?

Hver opvisning eller konkurrence starter med, at de forskellige colles går ind på pladsen til musik fra det traditionelle catalanske blæseinstrument gralla. Musikken spiller også, mens tårnene bygges. Den fungerer som et lydspor, der fortæller, hvor langt man er i processen og hjælper castellers med at holde rytme og fokus. At bygge et castell handler ikke kun om at få tårnet rejst, men også om at tage det sikkert ned igen. Et castell regnes først for vellykket, når det både rejses og nedtages i én samlet bevægelse. Dette kræver masser af træning og forudsætter, at hver casteller præcis ved, hvor vedkommende skal være, og hvad vedkommende skal gøre. Der ligger således en indøvet og detaljeret koreografi bag hvert castell.

Man starter med at forme pinyaen, fundamentet, hvor alle indgår, før tårnet kan rejses i højden. De stærkeste castellers er i bunden, og de letteste – dvs. børn og unge – er i toppen. Den sidste, der klatrer op, er enxanetaen, et barn, som markerer, at toppen er nået, ved at række armen i vejret. Dette er det egentlige højdepunkt, og tårnet er ikke fuldt ud rejst, før en arm har været i vejret. Nedtagningen foregår på samme måde: indøvet, kontrolleret og trin for trin – bare oppefra og ned.

Hele rejsningen af tårnet går ofte forbavsende hurtigt, og især de mindre børn synes at drøne op og ned ad tårnet forholdsvis ubesværet. Men tag ikke fejl: Det er langt fra et turistshow, men rå, kollektiv koncentration og præstation.

Castells er fællesskab før præstation

Noget af det mest karakteristiske ved castells – og noget af det, jeg bedst kan lide – er, at alle kan være med. Uanset om du er ung eller gammel, mand eller kvinde, og uanset hvilken kropsbygning du har, er der en rolle til dig – også hvis du aldrig kommer højere end til første række i pinyaen.

Castell-bevægelsens motto er da også meget sigende: ”força, equilibri, valor i seny” – styrke, balance, mod og sund fornuft. Castells handler ikke om dumdristighed, men om disciplin og ansvar. Det handler om fællesskab og kollektiv ånd frem for individualisme, om at alle har en plads, og om en stolthed over det traditionelle og lokale. For mig er det catalansk kultur i sin grundform.

Jeg vil være casteller!

Det kræver både styrke, smidighed og balance at være casteller, og så skal man have masser af mod og disciplin. Det gad jeg egentlig godt have. Egentlig er det jo en lidt fjollet ting at gøre, sådan at kravle op på hinanden og lave et tårn, men hold da op, hvor er det fedt! Hos mig kalder det på mit indre barn, som engang var vild med at klatre højt op i træer.

For et øjeblik kan jeg drømme mig væk. Hvis jeg kunne komme ud over min højdeskræk og få min røv med mig, hvor ville det så være fedt at være den, der klatrede helt op til toppen og rakte hånden i vejret!

✍️ Har du selv oplevet castells i Barcelona eller andre steder i Catalonien — eller er det noget, du gerne vil se næste gang?

📖 Nedslag: Castells – mennesketårne, mod og catalansk kultur