At være syg i et andet land er en frygt, som mange har, når de rejser eller opholder sig i udlandet. Det gælder også mig.
Så da jeg en junieftermiddag pludselig får det skidt med kvalme og en underlig fornemmelse i maven, bliver jeg lidt bekymret. Har jeg mon spist noget? Jeg tager en lur i håb om, at det går over. Men det gør det ikke, og da eftermiddagen bliver til aften, begynder ubehaget og en diffus smerte at samle sig nederst i højre side af maven. Kan det være…?
Det er sankthansaften, og den fejres i Catalonien med strandfester, alkohol og fyrværkeri. Jeg tager en hurtig beslutning og prajer en taxa til Urgencias på det nærliggende hospital. Det er bedre at komme af sted nu, inden skadestuen bliver rendt over af fulde folk med skader fra sankthansfestlighederne. På mobilen har jeg fået ChatGPT til at oversætte mine symptomer og lidt relevant sygehistorik, så jeg er sikker på, at lægerne får de rigtige oplysninger. Jeg tager også en bog, min oplader og et par småting med – just in case.
På skadestuen
Jeg har faktisk ikke den store erfaring med skadestuer og sygehuse i Danmark – og slet ikke i Spanien. Jeg har været hos en spansk læge før, men aldrig på hospitalet, og nu sidder jeg alene og venter i den næsten tomme skadestue.
Heldigvis var jeg et par uger tidligere blevet tilmeldt det spanske sundhedssystem, havde fået et catalansk sundhedskort og en læge på det lokale lægehus. Så jeg var allerede i systemet og fik ikke brug for hverken min private sundhedsforsikring eller det blå EU-sygesikringskort.
Jeg kommer hurtigt igennem til triagen, hvor et par sygeplejersker kigger på den beskrivelse, jeg har fået ChatGPT til at lave, og stiller et par spørgsmål på spansk. Det går fint, og vi forstår hinanden. Jeg får et armbånd om håndleddet med mine oplysninger og en stregkode og bliver sendt videre.
En læge tilser mig, der bliver taget forskellige prøver, og jeg får hospitalstøj på. Jeg ligger i et større rum sammen med andre patienter på bårer, kun adskilt af tynde gardiner. Stemningen er rolig, og vi bliver passet på med sikker hånd. De taler engelsk med en tysker længere henne og spansk med mig. Jeg er tryg og føler mig i sikre hænder.
Den flotteste blindtarmsbetændelse
Det går slag i slag. Mine blodprøver viser en inflammation, og lægerne mistænker blindtarmsbetændelse. Jeg har ikke voldsomt ondt, men jeg er meget øm, når de trykker nederst på maven.
Jeg bliver kørt hen til en ultralydsscanning, hvor lægen nærmest begejstret hopper i stolen. Jeg har tilsyneladende den flotteste betændte blindtarm, som står usædvanligt tydeligt frem på scanningen. Jeg kan ikke rigtig se det, han så begejstret viser mig på skærmen. Han går, og der går ikke to minutter, før en lægestuderende nærmest kommer løbende og spørger, om hun må se den. Claro!
Min diagnose er klar: blindtarmsbetændelse. Jeg får lidt smertestillende og bliver indlagt på selve hospitalet. Der ligger jeg med drop, fastende og venter på at blive opereret næste dag.
En time, så er det overstået!
Der går næsten et døgn, før det bliver min tur til at blive opereret. Min tilstand er ikke akut nok til, at jeg står forrest i køen, og heldigvis har jeg ikke stærke smerter. Jeg har skrevet til en veninde, som straks kommer ilende til hospitalet. Hun downloader også en app, så hun kan følge med i hele mit forløb.
Operationen går ufatteligt hurtigt. Jeg når næsten kun at falde i søvn på operationsbordet, før jeg vågner igen med min veninde ved siden af mig på opvågningstuen. På appen kan hun se, at operationen tog knap en time. Så er blindtarmen ude, og jeg har kun tre små operationssår på maven.
Næste dag kan jeg forlade hospitalet igen efter en afsluttende snak med sygeplejerskerne og kirurgen. Jeg får papirer med hjem med dokumentation for behandlingen og instruktioner til den videre pleje. Der er allerede bestilt tid til at få fjernet sting hos sygeplejersken og en telefonisk opfølgning med kirurgen. Det var det, og jeg kan tage en taxa hjem igen.
På hospitalet lærer man sine venner at kende
Der findes et spansk ordsprog, der siger: “En la cárcel y en el hospital se conoce la amistad” – det er i fængslet og på hospitalet, man finder ud af, hvem ens rigtige venner er. Og der er måske noget om snakken.
Jeg lagde i hvert fald mærke til den måde, familie og venner træder til på, når nogen bliver syge. Mit indtryk var, at familie og pårørende var langt mere aktive og til stede, end jeg selv har oplevet det i Danmark. Ikke fordi vi ikke også besøger syge venner og familiemedlemmer derhjemme, men jeg er mere vant til, at man kommer forbi med en buket blomster og bliver en halv times tid for ikke at forstyrre for meget. Her oplevede jeg, at de pårørende blev i timevis, kom på skift, hjalp, ventede og sørgede for, at den syge ikke var alene. På den måde blev hospitalsopholdet måske lidt mere til noget, man var fælles om frem for en individuel oplevelse.
Jeg mærkede også selv den hengivenhed og selvfølgelige villighed til at stille op, da jeg lå der. Min veninde kom ilende og sad endda på opvågningstuen og ventede på, at jeg skulle vågne. Og da jeg bagefter fortalte andre veninder om min indlæggelse, fik jeg næsten anklagende at vide, at jeg næste gang gerne måtte give dem besked med det samme – og også gerne bruge deres telefonnummer som nærmeste pårørende. For mig siger det noget om den betydning, familie, venskaber og nære relationer har her.
At være patient i et andet land
Det var rørende, og det gjorde det også lettere at være syg i et andet land. Det er jo nemt at bo i udlandet, når alt går godt. Når man bare skal suse rundt i byen, bestille mad og hygge sig.
Men hvad gør man, når man pludselig er syg, står alene og har brug for hjælp? Kan man forklare sine symptomer godt nok på et andet sprog? Kan man stille de rigtige spørgsmål og forstå forklaringerne? Det har været bekymringer, som jeg indtil nu selv har skubbet lidt væk. At skulle på hospitalet er utrygt nok i sig selv, men i et andet land, med et andet system og på et andet sprog? Selvom jeg taler rigtig godt spansk, er det jo en vanskelig situation. Og hvem kan være der for én, når man naturligt nok ikke har den samme omgangskreds omkring sig, som man ville have i Danmark?
Men de tanker fylder heldigvis ikke så meget længere. Mit forløb var ganske vist enkelt og ukompliceret, men jeg oplevede et velfungerende offentligt sundhedssystem, som i de dele, jeg kom i kontakt med under mit forløb, var fuldt på højde med det, jeg har oplevet i det danske sygehusvæsen. Jeg følte mig tryg hele vejen, alt blev dokumenteret og digitaliseret, og opfølgningen kørte på skinner. Og personalet – ikke mindst sygeplejerskerne – var så venlige og imødekommende, nærmest overskudsagtige!
Jeg følte mig med andre ord i gode og sikre hænder. Og mindst lige så vigtigt fandt jeg ud af, at jeg faktisk også har mennesker her, som stiller op, når jeg har brug for det. Jeg er ikke helt alene. Jeg har amigas de verdad.
Og på den måde var oplevelsen med til at vise mig en anden dimension af hverdagslivet i et andet land. Hvis du er heldig, får du langsomt ikke bare dine steder, metroruter og favoritkvarterer, men også mennesker, du kan ringe til, når du har brug for det – og som omvendt kan ringe til dig. Og det er en ret stor tryghed at have med sig, hvis man pludselig bliver patient i et andet land.
✍️ Har du prøvet at blive syg eller få brug for lægehjælp i udlandet? Hvordan oplevede du det? Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet.
