Du behøver ikke at tage toget langt væk fra Barcelona, før storbyen slipper sit tag, og turiststrømmen ebber ud. Tempoet sænker sig, landskabet åbner sig, og marker og landsbyer ruller forbi. Og så er spørgsmålet bare: Hvor skal du stå af?
Har du lyst til en let udflugt ud af Barcelona, er Colònia Güell et godt bud. På bare en lille halv time med tog fra Plaça Espanya kommer du til en lille landsby, hvor catalansk industrialisering, modernisme, arbejderliv og Gaudí mødes på ét sted.
Ved første øjekast, når du ankommer, ser du måske en lidt stille landsby ved siden af et aflukket industrikompleks. Her ligger en stor fabrik, som du desværre ikke kan besøge indefra, men som du tydeligt kan se udefra. Det hele virker lidt som en tidslomme. Der er næsten ingen turister, og Gaudís ufærdige kirke skal du lede lidt efter i udkanten af landsbyen. Men dét, synes jeg, er en del af charmen. For når du går rundt i byen, begynder den at folde sig ud, og du får en unik forståelse af industrialiseringen og Cataloniens opblomstring omkring år 1900.
Hvad er Colònia Güell?
Colònia Güell er en tidligere industrikoloni: et lille landsbysamfund, der er bygget op omkring en tekstilfabrik og fabrikkens mange medarbejdere. Kolonien blev grundlagt i 1890 af Eusebi Güell, der flyttede sin tekstilproduktion væk fra Sants-kvarteret i Barcelona til sin ejendom i Santa Coloma de Cervelló. Barcelona var på daværende tidspunkt præget af mange sociale konflikter og arbejderuroligheder.
Men der var ikke kun tale om en fysisk flytning af tekstilproduktionen. Fabrikken blev også tænkt ind i en anden og ny samfundsmodel, hvor fabrik, bolig og hverdagsliv blev integreret og samlet på ét sted. Måske, tænker jeg, var det et modsvar til urolighederne inde i Barcelona?
Arbejderne fik stillet boliger til rådighed tæt på fabriksområdet, og Güell sørgede for en række fælles aktiviteter og institutioner. Kolonien fik konkret en L-formet struktur, hvor skolen og kirken lå i hver sin ende af byen, og fabrikken lå ved vinklen – næsten som en fysisk manifestation af idéen bag arbejderkolonien: arbejde, moral, uddannelse og samfund samlet i én plan. Heri lå naturligvis en dobbelthed, der præger hele stedet: bedre rammer for arbejderne, men også et liv tæt knyttet til arbejdsgiverens system. Både fremskridt og kontrol.
Selve fabrikken producerede bl.a. fløjl og riflet bomuldsfløjl, og modsat mange andre catalanske industrikolonier brugte den kul og dampkraft i stedet for vandkraft fra floder. Derfor ligger kolonien også tættere på Barcelona end de fleste andre industrikolonier i Catalonien.
Cataloniens industrialisering i miniature
Colònia Güell kan ses som Cataloniens industrialisering i miniature. Her ser du overgangen fra land og landsby til fabrik, arbejderliv, industriborgerskab, social kontrol og modernistisk kultur samlet på ét lille sted. Industrialiseringen ændrede Catalonien fra at være et landbrugs-, håndværks- og handelspræget samfund til at være et samfund præget af fabrikker, arbejdere og en ny stærk industriklasse. Og én af de centrale drivkræfter i den udvikling var tekstilindustrien.
Før industrialiseringen foregik Cataloniens produktion og industri typisk i mindre værksteder og fabrikker, men med dampmaskinens indførelse i 1830’erne tog det for alvor fart – og det er den udvikling, som du tydeligt kan se i Colònia Güell. Her bliver industrialiseringen ikke bare en historisk periode, men noget du konkret kan gå rundt i.
Fabrikkerne samlede maskiner, arbejdere, kapital og produktion på ét sted, i stor stil og på en anden måde end tidligere. Det ændrede byerne fysisk og socialt: flere fabrikker, flere arbejdere – bl.a. fra landområderne – nye bykvarterer, mere trængsel og nye sociale konflikter.
Industrien bredte sig også langs floder som Ter og Llobregat, hvor de mange større fabrikker kunne bruge vandkraften. Dermed var fabrikkerne ikke længere kun et byfænomen. De spredte sig også ud i Cataloniens landskab som mindre industrisamfund, hvor arbejde, bolig og hverdagsliv hang tæt sammen.
Den indusrielle udvikling gjorde Barcelona og omegn til et vigtigt industrielt og økonomisk centrum og Catalonien til en af Spaniens rigeste regioner. Ifølge Museu d’Història de Catalunya beskæftigede tekstil- og beklædningsindustrien i Barcelona i 1905 omkring 30.000 kvinder og 12.000 mænd. Industrialiseringen var således også i høj grad præget af kvindearbejde.
Industrialiseringen var også én af de vigtigste forudsætninger for modernismen i Barcelona og resten af Catalonien. Det var nemlig penge fra industrien, blandt andet tekstilindustrien, der finansierede den modernistiske arkitektur og kultur. Du kan se resultaterne heraf i de store mesterværker på bl.a. Passeig de Gràcia, men rødderne findes i industrialiseringen og i industrikolonierne rundt omkring i Catalonien.
Hvem var Eusebi Güell?
Industrialiseringen skabte også en ny stærk klasse af fabriksejere og industrifamilier, hvoraf flere var enormt velhavende. Og netop her, blandt denne del af det catalanske industriborgerskab, finder vi Eusebi Güell – og ja, det er ham bag Park Güell.
Hans fulde navn var Eusebi Güell i Bacigalupi, og han blev født i 1846 ind i en rig familie. Hans far, Joan Güell i Ferrer, var industrimand, og familien havde – som mange andre rige catalanske familier – skabt sig en formue i Cuba, der på det tidspunkt var en spansk koloni.
Eusebi Güell uddannede sig inden for bl.a. mekanik, økonomi og jura i Barcelona, Frankrig og England. Bagefter gik han ind i familiens virksomheder inden for bl.a. jern- og tekstilindustrien, som han styrede med stor dygtighed. I 1871 giftede han sig med Isabel López y Bru, arving til markiserne af Comillas i Cantabrien, hvilket placerede ham endnu tydeligere i den økonomiske og sociale elite i Catalonien og Spanien.
Güell var ikke kun erhvervsmand, men også politiker og engageret i det catalanske samfund og kulturliv. En del af de penge, som familien tjente på industri og handel, blev brugt på arkitektur, kultur, politik og sociale projekter. Han var mæcen for musikere, forfattere, kunstnere og arkitekter. Han var bl.a. Antoni Gaudís vigtigste opdragsgiver, og de to mænd blev også personlige venner.
I Colònia Güell ser man både fabrikken udefra, arbejderboligerne, institutionerne og kirken. Og netop her bliver Güells dobbelte rolle tydelig. Man ser både erhvervsmanden, der byggede et helt samfund op omkring sin fabrik, og mæcenen, der gav Gaudí opgaven med at tegne kirken. Du ser også hans sociale vision: bedre rammer for arbejderne kombineret med modernistisk arkitektur, religiøse institutioner og en ret tydelig orden. Næppe kun for arbejdernes skyld, men også for produktiviteten, forsyningssikkerheden og bundlinjen.
Güell var altså en repræsentant for en catalansk elite, der i anden halvdel af 1800-tallet var med til at modernisere Catalonien økonomisk, socialt og kulturelt. Det var mennesker, der tjente store penge på industri, handel og koloniale forbindelser – og som brugte en del af formuerne på fabrikker, byudvikling, sociale institutioner, kunst, arkitektur og kultur. Og det er denne elite, der står bag mange af de steder, vi i dag regner som en vigtig del af Barcelonas store kulturarv.
Hverdagslivet i kolonien
Som nævnt er Colònia Güell et eksempel på en særlig model: en fabrik med arbejderboliger, skole, kirke, butik, kulturhus og sociale institutioner omkring sig. Arbejderne boede tæt på fabrikken, kollegerne var naboer, børnene gik i skole i kolonien, og man handlede, mødtes, gik i kirke og deltog i foreningsliv inden for den samme lille ramme. Det må have føltes sikrere og mere trygt for mange familier og samtidig skabt et lille bysamfund med sin egen identitet og sit eget fællesskab.
Det er netop det, der gør Colònia Güell interessant. Det var ikke bare en fabrik og nogle pæne modernistiske bygninger. Det var et helt organiseret liv. Fabrikken var centrum, og omkring den foldede hverdagen sig ud med boliger, skole, teater, kirke, kulturhus og arbejderkooperativ – som en slags minisamfund.
Omkring 1915 beskæftigede fabrikken cirka 1.300 arbejdere, både mænd og kvinder, hvoraf nogle boede i selve kolonien, mens andre kom ind fra de nærliggende landsbyer. Stedet var altså ikke helt lukket om sig selv, men fabriksanlægget har uden tvivl været det store tyngdepunkt.
Colònia Güell var dog ikke kun arbejde og produktion. Güell ønskede også, at arbejderne havde adgang til undervisning, kultur og fritid, og det kan man stadig aflæse i koloniens bygninger. Der var skole med tilhørende lærerbolig, en kirke og et sognecenter, men også et ateneu og et teater: Teatre Fontova. Et ateneu er den catalanske udgave af et forsamlingshus, hvor man kan mødes, deltage i aktiviteter og være en del af det sociale og kulturelle liv.
Midt i kolonien ligger Plaça Joan Güell, opkaldt efter Güells far. Pladsen blev koloniens sociale centrum, og det er den faktisk stadigvæk. Midt på selve pladsen finder du en statue af Eusebi Güell, som tjener som en tydelig påmindelse om, hvem der skabte rammen for det hele.
Centralt for kolonien var også arbejderkooperativet La Formiga Catalana (Formiga betyder myre på catalansk, hvilket jeg finder ret sigende), som blev grundlagt af arbejderne i 1896. Et kooperativ er en fællesdrevet forening eller forretning, hvor arbejderne kunne købe madvarer, husholdningsting, tøj og kul. På første sal var der bl.a. bibliotek, mødelokale og café. Hverdagen i kolonien bestod således ikke kun af fabrik og hjem, men også af indkøb, møder, læsning, samtaler og socialt liv. Kooperativet havde endda sin egen interne betalingsform, de såkaldte xapes.
I Colònia Güell er der som nævnt en dobbelthed, som jeg finder særligt interessant. På den ene side havde arbejderne adgang til boliger, skole, kultur, teater, kooperativ og et mere landsbyagtigt miljø, som for mange har været meget mere attraktivt end livet omkring de tætte byfabrikker. Men på den anden side var hele rammen skabt og ejet af arbejdsgiveren, og dermed hang arbejde, bolig, fritid, uddannelse og socialt liv tæt sammen med – og var underlagt – fabrikkens ejer.
Kolonien var således på én gang en arbejdsplads, en landsby og et lille samfund under arbejdsgiverens system. Det er hverken en idyllisk arbejderlandsby eller ren social kontrol, men lidt af begge dele. Det viser, at industrialiseringen ikke kun organiserede arbejdet, men også hverdagen, relationerne, fritiden og forestillingen om det gode, ordnede liv.
Gaudí og den ufærdige kirke
Gaudí kommer ind i historien, fordi Eusebi Güell i 1898 bad ham tegne en kirke til kolonien. Kirken skulle ikke være et løsrevet monument, men en del af det lille samfund, som Güell var ved at bygge op omkring fabrikken – og det samfund skulle også have en kirke som et religiøst og socialt samlingspunkt.
Gaudí gik grundigt til værks – meget grundigt. Der gik faktisk ti år, før selve byggeriet begyndte i 1908, fordi han brugte lang tid på studier, beregninger og modeller. Han tegnede nemlig ikke bare en pæn lille kirke til arbejderne, men brugte projektet som en slags arkitektonisk laboratorium, hvor han afprøvede forskellige idéer om konstruktion, materialer, former, lys og natur.
Den planlagte kirke var langt større end det, man ser i dag. Den skulle have bestået af både en nedre og en øvre del med sidetårne og en central kuppel. Men byggeriet stoppede i 1914, fordi Güell-familien ikke længere ville finansiere projektet. Den præcise grund er ikke dokumenteret. Det betød, at kun den nederste del af kirken nåede at blive færdig, og derfor kaldes bygningen lidt misvisende for krypten – selvom den i dag fungerer som kirke.
Det ufærdige byggeri gør næsten kirken endnu mere interessant. For her står du ikke foran den færdige, monumentale Gaudí, men du står med et fragment af Gaudí. Og et meget interessant fragment, hvor du både kan se, hvad han nåede, og ane det, der aldrig blev til. Det giver stedet en anden stemning end Gaudís store værker inde i Barcelona. Mere stille, mere jordbundet og måske også mere eksperimenterende.
En fascinerende del af den ufærdige kirke er at se Gaudís arbejdsmetode i praksis. Til projektet brugte han bl.a. en fysisk model med snore og små vægte, så tyngdekraften kunne hjælpe ham med at undersøge bygningens statik og former. Når modellen blev vendt på hovedet med snorene og vægtene nedad, kunne han aflæse de naturlige bærelinjer. Det lyder måske lidt teknisk, men pointen er egentlig enkel: Gaudí tænkte ikke kun med blyant og papir. Han tænkte også med hænderne, med rummet, med materialerne og med naturens egne kræfter.
Derfor bliver krypten ofte beskrevet som et af de steder, hvor man tydeligt kan se Gaudí afprøve idéer, som senere fik betydning for hans arbejde, ikke mindst i arbejdet med La Sagrada Família. Det er dog ikke en miniudgave af La Sagrada Família, du oplever. Den er noget andet: et mere koncentreret rum, et eksperimentarium, hvor man kommer tæt på Gaudí, lige før han blev fuldstændigt opslugt af sit store livsværk. Og har du set den ufærdige kirke i Colònia Güell, forstår du måske også La Sagrada Família lidt bedre.
Krypten blev i 2005 optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af Gaudís samlede værk. Det siger selvfølgelig noget om dens arkitektoniske betydning, men UNESCO fremhæver også, at Gaudís arbejde er forankret i de tekniske og videnskabelige fremskridt fra den industrielle tid. Og for mig er det næsten lige så vigtigt, at den ligger netop her – langt væk fra Barcelonas elegante gader og midt i en tidligere industrikoloni, hvor fabrik, arbejderliv, social orden, modernisme og Gaudís fantasi mødes på ét lille sted. Kirken var altså en del af et socialt og industrielt projekt.
Er Colònia Güell værd at besøge?
Ja, det synes jeg bestemt. Men ikke af samme grund, som du besøger La Sagrada Família eller andre Gaudí-seværdigheder. Det er ikke en stor, poleret wow-seværdighed, du kommer til at se – og fabrikken kan du som nævnt ikke besøge indefra, men kun se på afstand. Til gengæld får du mulighed for at opleve sporene af arbejderkolonien, den lille stille landsby og Gaudís ufærdige kirke som én samlet fortælling. Det kræver, at du sætter tempoet lidt ned, går rundt og tillader det at folde sig langsomt ud.
Her får du Gaudí, catalansk modernisme, industrihistorie og hverdagsliv samlet på ét lille område. Du ser ikke bare en kirke eller nogle pæne bygninger, men resterne af et helt samfund bygget op omkring fabrikken. Og det giver en forståelse af det Catalonien, der var med til at skabe det moderne Barcelona.
Colònia Güell er især værd at besøge, hvis du allerede har set nogle af de store Gaudí-steder inde i Barcelona og gerne vil møde ham fra en lidt anden vinkel – i en mere stille, ufærdig og eksperimenterende udgave. Krypten er ikke enorm, men den er fascinerende, fordi man næsten kan mærke ham eksperimentere.
Jeg ville til gengæld ikke vælge Colònia Güell, hvis du kun har en enkelt dag eller to i Barcelona og endnu ikke har set de store seværdigheder. Og er du mest til de store udsigter, mange indtryk og seværdigheder, som straks gør sig godt på billeder, kan stedet måske føles lidt for stille. Det er mere en rolig halvdagsudflugt end en heldagsattraktion – men kigger du lidt efter, skal du nok finde gode fotomuligheder.
Og har du lyst til at komme lidt uden for centrum, væk fra turiststrømmen og forstå Barcelona og Catalonien fra en anden side, så er Colònia Güell en fin mulighed. Den ligger tæt på byen, men føles alligevel som en anden verden. Ikke det store, larmende Barcelona, men et mere stille sted, hvor industri, hverdagsliv og Gaudís fantasi stadig står i murstenene.
✍️ Har du selv besøgt Colònia Güell – eller står stedet nu på din liste? Del gerne din oplevelse eller dit bedste tip til en rolig dagstur uden for Barcelona.
🔍 Det skal du se – mine anbefalinger
Det kan være fristende at skynde sig direkte til Gaudí-krypten først, men det giver mere mening, når du først har gået lidt rundt i kolonien og fået øje på det samfund, den var en del af. Derfor får du her mit forslag til en simpel, lille rute rundt i Colònia Güell, så du får set det hele.
Start ved besøgscentret i den gamle kooperativbygning
På den måde begynder du faktisk besøget med hverdagslivet i kolonien. Kooperativet var ikke bare en butik, men et praktisk og socialt sted, hvor arbejderne kunne handle, mødes og bruge nogle af koloniens fælles funktioner. Nu er det et besøgscenter, hvor du kan købe billet til Gaudís krypt, og du kan få et kort over kolonien – det er en god idé, for Colònia Güell er måske lille, men ikke helt selvforklarende ved første øjekast. Brug også gerne lidt tid på centerets udstilling. Her får du et bedre indblik i fabrikken, arbejderne, tekstilproduktionen og organiseringen af livet i kolonien. Og du kan se en replika af Gaudís model med snore og små vægte – den fysiske model, han brugte til at arbejde med kirkens former og konstruktion. Når du har været udstillingen igennem, har du den perfekte baggrundsviden, når du senere går rundt i landsbyen.Gå gennem landsbyen og kig efter hverdagsarkitekturen
Efter besøgscentret ville jeg gå videre gennem selve landsbyen og give mig tid til bygningerne. Colònia Güell er ikke fyldt med store enkeltstående seværdigheder, hvor man stopper og siger wow hvert tredje minut. Det er mere summen af det hele og de små detaljer, der virker. Kig efter de små gader, arbejderboligerne, murstenene, buerne, jernet, keramikken og de modernistiske detaljer i facaderne. Flere af husene er private, så det er ikke steder, du går ind i. Men de viser, hvordan modernismen her ikke kun blev brugt til store palæer og prangende byhuse, men også til en mere funktionel hverdagsarkitektur. Kig fx efter husene med navnene: Ca l’Espinal og Ca l’Ordal. Og en grundregel: Jo større huset var, og jo flere modernistiske detaljer det havde, jo vigtigere var husets beboere i koloniens og fabrikkens faglige og sociale hierarki.Gå op mod skolen og lærerens hus
Skolen og lærerens hus er gode eksempler på det. Skolen var i det hele taget en meget vigtig del af Güells projekt, fordi kolonien ikke kun skulle organisere arbejdet, men også børnenes hverdag, opdragelse og uddannelse. Læg mærke til, hvordan bygningen skiller sig ud fra de mere enkle arbejderboliger. Den har mere karakter, mere tyngde og nogle fine detaljer, der viser vigtigheden. Her bliver idéen om det “ordnede liv” meget konkret: Børnene skulle ikke bare vokse op ved siden af fabrikken, men også formes ind i det lille samfund, som fabrikken havde skabt – mange af børnene var også fabrikkens fremtidige arbejdskraft.Se fabriksområdet udefra
Det er lidt frustrerende, at det ikke er muligt at komme ind og opleve fabrikken og det omgivende anlæg indefra. Det er gemt væk bag en mur, men jeg synes stadig, du skal gå langs fabriksområdet og se det udefra. Du fornemmer tydeligt størrelsen over muren. Der var tale om et stort fabriksanlæg, der lå klos op ad landsbyen. Det er måske her, du bedst fornemmer koloniens dobbelthed – næsten på en fysisk måde. Kirken, skolen, boligerne, kooperativet og de modernistiske bygninger kom ikke først – det gjorde arbejdet. Fabrikken var i sidste ende grunden til, at kolonien overhovedet fandtes. Den dominerer området, og det føles næsten, som om resten af kolonien er placeret ved siden af som en slags tilføjelse.Tag en pause på Plaça Joan Güell
Gå også omkring Plaça Joan Güell, som stadig føles som et lille centrum i landsbyen. Her ligger blandt andet Ateneu og Teatre Fontova, og midt på pladsen står statuen af Eusebi Güell. Det er et godt sted at stoppe lidt op, måske tage en kaffe eller en aperitivo i baren på pladsen, hvis der er åbent og stemningen passer. Er den åbent, så kig også ind og se de smukke gulve og lofter. På pladsen træder det sociale og hverdagslivet frem, og du mærker, at Colònia Güell ikke kun er en seværdighed, men også et sted, hvor hverdagen stadig leves. Samtidig er pladsen meget symbolsk, fordi statuen af Güell står midt i det hele som en tydelig påmindelse om, hvem der skabte rammen for kolonien. Igen den samme dobbelthed: fællesskab og kontrol på samme tid.Gem Gaudí-krypten til sidst
Jeg anbefaler at gemme Gaudís ufærdige kirke til sidst. Ikke fordi den ikke er vigtig – tværtimod – men fordi den virker stærkere, når du først har set kolonien omkring den. Giv dig god tid med krypten, men forvent ikke samme effekt som La Sagrada Família eller andre af Gaudís værker. Den er mindre, lavere, mørkere og måske mere jordbundet. Men jo længere tid du bevæger dig rundt i rummet, jo mere begynder den at åbne sig. Læg især mærke til de skrå søjler i portikken og inde i rummet. De får bygningen til næsten at se levende ud, som om den ikke bare er sat på jorden, men vokser op af den. Det er meget Gaudí: Konstruktionen bliver ikke gemt væk, men gjort til en del af oplevelsen. Kig også på materialerne: mursten, sten, keramik, glas og smedejern arbejder sammen på en måde, der gør bygningen både rå og meget gennemarbejdet på samme tid. Der er ikke tale om en glat, poleret kirke, men om et rum med tyngde, tekstur og små detaljer overalt. Vinduerne, farverne og de keramiske detaljer er også værd at bruge tid på. Glasmosaikkerne og de organiske former er med til at trække naturen og lyset ind i bygningen. Det er her, du mærker overgangen mellem arkitektur og omgivelser – mellem kirkerum, skov, jord og sten. Og så blev kirken jo aldrig helt færdig. Den øvre del blev aldrig bygget, men det ufærdige er en del af oplevelsen. Du står med en begyndelse, der aldrig blev fuldendt, men som alligevel fortæller utrolig meget om Gaudís måde at tænke på. Jeg finder den fortryllende, smuk i sin råhed, tung og elegant på samme tid. Når jeg går rundt uden om selve kirken, bemærker jeg brugen af de forskellige stenmaterialer, og når jeg går op på ”taget” til det, der skulle have været selve kirken, ja, så er det svært ikke at tænke over, hvad det kunne have været blevet til. Og det er jo et fedt tankeeksperiment!
🗺️ Praktiske oplysninger
Adresse/sted: Santa Coloma de Cervelló.
Transport: Tag et FGC-tog, fx linje S3, S4, S8 eller S9, fra Plaça Espanya til stationen Colònia Güell. Turen tager cirka 20–25 minutter. Billet køber du i automaten på Plaça Espanya, enten som almindelig zonebillet eller som kombinationsbillet. Fra stationen går du cirka 5–10 minutter til besøgscentret, bare følg skiltene og de blå fodspor.
Website: https://gaudicoloniaguell.org/en/.
Åbningstider: mandag – fredag: 10.00 – 17.00, weekend og helligdage: 10.00 – 15.00.
Entré: En entrébillet med audioguide koster 10 €, en guidet tur på cirka to timer koster 13 €, og kombinationsbilletten Combinat Güell med entré, audioguide og returtog til Barcelona koster 15,30 €. Guidede ture bookes via hjemmesiden og er primært i weekenden på spansk om lørdagen og på catalansk om søndagen. Dobbelttjek altid åbningstider, entrépriser m.m. på forhånd.
Tidsforbrug: Afsæt en halv dag i alt. Selve besøget kan tage 2–3 timer, afhængigt af, hvor grundigt du ser udstillingen, landsbyen og Gaudís krypt.