📍 Must-see: Park Güell – det mislykkede boligprojekt, der blev til Barcelonas smukkeste park

Park Güell har altid været en af mine favoritter. Allerede da jeg begyndte at rejse til Barcelona midt i 90’erne, tog jeg ofte op til den dengang gratis park med en bocadillo i tasken for at nyde Gaudís eventyrlige former og udsigten ud over Barcelona og Middelhavet.

Der er noget helt særligt over Park Güell: de organiske former, måden Gaudí fantasifuldt blander arkitekturen med naturen på, lyset og udsigten. Svimlende blå oppe fra parken på El Carmel, et bjergområde, der er en del af Collserola-bjergkæden “bagved” Barcelona.

Park Güell – den oprindelige idé

Anlægsarbejdet på Park Güell begyndte i 1900, efter at Eusebi Güell havde erhvervet sig det store bjergområde. Parken var oprindeligt ikke tænkt som en offentlig park. Tværtimod var ideen at skabe et eksklusivt, grønt boligområde for Barcelonas velhavere – inspireret af engelske havebyer og grønne parkmiljøer. Derfor fik stedet også det engelskinspirerede navn “Park Güell” – og ikke et catalansk eller spansk navn.

I begyndelsen af det 20. århundrede voksede Barcelona voldsomt og forandrede sig i takt med den catalanske industrialisering, velstand og byudvikling. Tilladelsen til at nedrive de middelalderlige bymure små 50 år tidligere havde været startskuddet til en rivende ekspansion og modernisering af byen. Heldigvis gik boomet ikke ud over det kunstneriske og arkitektoniske niveau – tværtimod blomstrede det. Det var en tid, hvor den catalanske modernisme dominerede, og hvor arkitekter som Antoni Gaudí fik mulighed for at eksperimentere i stor skala. Park Güell er på mange måder et barn af den periode – både økonomisk, kunstnerisk og ideologisk.

Og netop Gaudí havde fået opgaven med at designe det nye boligområde, og planerne var gennemtænkte og ambitiøse. Byggerestriktionerne var – for datiden – relativt strenge. Kun en sjettedel af området måtte bebygges, og husenes højde og placering skulle tage hensyn til de øvrige beboeres udsigt. Der var altså tænkt i både æstetik, eksklusivitet og landskab. Den oprindelige plan omfattede 60 huse til velhavende familier foruden de arkitektoniske elementer, der i dag er parkens store attraktioner.

Anlæggelsen af Park Güell

Arbejdet med Park Güell gik i gang i oktober 1900 med nivelleringen af grunden, og i starten gik det hurtigt. De to eventyrlige pavilloner ved indgangen og hovedtrappen var allerede færdige i januar 1903, og søjlehallen og den slyngede mosaikbænk stod klar i 1914. De hører alle til parkens centrale elementer i dag.

Noget af det mest fascinerende ved Park Güell er, at parken ikke kun er dekorativ. Gaudí arbejdede også med terræn, vand og klima. Parken blev beplantet med middelhavsarter, der kunne klare tørke, og flere af konstruktionerne – fx søjlehallen – indgik i et system til at opsamle og lede regnvand. Som altid, når det handler om Gaudí, går teknikken og funktionaliteten hånd i hånd med det arkitektoniske og æstetiske. Det skal være funktionelt, ikke bare fantasi og pynt.

I 1906 flyttede Gaudí ind i et hus i parken sammen med sin far og niece, og her kom han til at bo indtil slutningen af 1925, hvor han – kort før sin død – flyttede til værkstedet ved La Sagrada Família. Güell-familien flyttede også ind i parken i et ombygget palæ i 1907. Det vidner om, hvor seriøst projektet var tænkt fra starten af.

Det ambitiøse haveboligprojekt opgives

Samtidig med anlæggelsen af parken forsøgte man at sælge de andre grunde. Projektet viste sig dog hurtigt at være svært at realisere. Strenge krav om livslange lejeaftaler, en høj grundpris og et område, der dengang lå langt væk fra byen – ikke mindst med datidens ringe transportmuligheder – gjorde det umuligt.

Med kun to huse bygget ud af de 60 planlagte måtte Güell opgive projektet, og parken blev omdannet til familiens private have – dog tillod han, at der blev afholdt forskellige kulturelle og offentlige arrangementer i parken.

Så dét sted, du besøger i dag, er ikke kun et af Barcelonas mest berømte og elskede byrum, men også et mislykket byggeprojekt. Park Güell blev aldrig til den mondæne haveby, som den var planlagt til at blive.

Gaudí og Güell

Park Güell er også et udtryk for det lange samarbejde mellem Antoni Gaudí og Eusebi Güell. Güell var ikke bare bygherre, men en afgørende støtte og drivkraft gennem Gaudís karriere. Han var visionær og nytænkende, og det mærker man tydeligt i Park Güell. Det er ikke bare endnu et Gaudí-projekt, men et sted, hvor arkitektens formsprog og Güells vision mødtes i usædvanligt stor skala.

Güell opdagede Gaudís talent, da han så Gaudís arbejde i forbindelse med den spanske pavillon ved verdensudstillingen i Paris i 1878. Han må have set Gaudís potentiale, og ud over en fælles interesse i arkitektur og design delte de to mænd også deres dybe katolske tro.

Samarbejdet startede måske beskedent. Gaudís første opgave for Güell-familien var at designe møbler til det kapel, som Güell lod opføre for sin svigerfar i Comillas i Cantabrien. Senere fik Gaudí til opgave at tegne Güells familiepalæ, Palau Güell, i Raval og kirken i Colònia Güell, en bebyggelse for arbejderne i Güells store tekstilfabrik. Der lå altså et årelangt samarbejde mellem de to mænd, inden aftalen om Park Güell kom på plads i 1900.

Güell kan godt betegnes som Gaudís mæcen, og samarbejdet var afgørende for Gaudís virke, betydning og berømmelse. Ville Gaudí have været så betydningsfuld en arkitekt, hvis det ikke havde været for Güells støtte og bestillinger, især i starten af hans karriere? Men deres forhold strakte sig ud over det. De to mænd delte også et mangeårigt venskab.

Og Eusebi Güell var ikke nogen ringe ven at have. Güell var født ind i en rig familie, der havde skabt sig en formue i den tidligere spanske koloni Cuba. Den formue investerede han dygtigt, bl.a. i tekstilproduktion og jernindustri i Catalonien. Hans succes blev også understøttet af den store industrialiseringsbølge, som flød ind over Catalonien i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Park Güell i dag

Güell-familien boede i det store palæ i parken indtil Güells død i 1918. Palæet fungerer i dag som skole. Barcelonas bystyre fik derefter tilbud om at købe parken, hvilket byen heldigvis gjorde, og området blev omlagt til en kommunal park. I 1963 blev Gaudís hus åbnet som offentligt museum, og i 1984 blev Park Güell optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

I dag er Park Güell både et historisk anlæg, et grønt byrum og et af Barcelonas mest besøgte Gaudí-værker. For mig er det særlige, at du her kan se Gaudí på toppen af sin kunnen – og i en usædvanligt fri og naturalistisk fase. Her er han dybt inspireret af naturen og dens organiske og geometriske mønstre, og han lader arkitekturen arbejde sammen med terrænet.

Det er værd at lægge mærke til, at udsigten, stierne, søjlehallen, bænken, viadukterne og detaljerne i mosaikkerne ikke bare er enkeltstående attraktioner – de er en del af en samlet idé. Nyd formerne, farverne og detaljerne i Gaudís arbejde, og glem ikke at sætte dig ned og nyde den smukke, smukke udsigt ud over Barcelona og havet – på en solrig dag bliver den ikke bedre.

✍️ Har du besøgt Park Güell – eller er det stadig et sted, du har til gode i Barcelona? Hvad gør størst indtryk på dig på sådan et sted: udsigten, detaljerne eller historien bag?

🔍 Det skal du se – mine anbefalinger

• De to pavilloner ved indgangen, som egentlig var portnerboliger: eventyrlige, farverige og fulde af detaljer.

• Hovedtrappen op til parken, hvor du finder den berømte mosaiksalamander – el drac – som er blevet parkens ikon. Læg mærke til salamanderen og detaljerne, men også til trappens helhed. Det spiller så fint sammen.

• Søjlehallen, La Sala Hipòstila, hvor teknikken og æstetikken mødes. Den slyngede mosaikbænk ved El Teatre Grec/Plaça de la Natura – måske parkens mest berømte element og et perfekt eksempel på Gaudís arbejde med form, funktion og bevægelse gennem rummet. Herfra får du også en af de smukkeste udsigter over parken, Barcelona og Middelhavet – og ja, det er et oplagt sted at tage et foto eller to.

• Vaskekonens søjlegang, El Pòrtic de la Bugadera – en af parkens smukkeste og måske lidt oversete passager, hvor de skrånende stensøjler næsten ser ud som en bølge. Kig også efter figuren af vaskekonen med kurven på hovedet, som har givet stedet sit navn.

• Hvis du vil vide lidt mere om Gaudí, så køb en tillægsbillet til Gaudís hus, Casa Museu Gaudí, hvor han boede fra 1906 til 1925. Så får du også et indblik i personen og ikke kun i hans værk.

• Der er mange turister omkring de centrale dele, så gå lidt væk fra de mest fotograferede steder og udforsk stierne, viadukterne og den omgivende park. Læg mærke til blomster, buske og træer, og til hvordan arkitekturen næsten vokser ud af terrænet. Parkens samlede areal er 12 hektar, så oplevelsen er mere end de mest berømte fotopunkter. Park Güell er ikke kun et Gaudí-monument, men også et grønt landskab med sin egen flora, fauna og stemning. Og mens du går rundt, kan du fange den fantastiske udsigt fra forskellige vinkler.

🗺️ Praktiske oplysninger‍ ‍

• Adresse: Carretera del Carmel, 23, 08024 Barcelona.

• Nærmeste metro: Lesseps eller Vallcarca (L3). Begge ligger cirka 20 minutters gang fra parken, og det går stejlt opad, så regn med lidt benarbejde. Der går også busser til Park Güell, fx V19, så tjek evt. Google Maps.

• Website: https://parkguell.barcelona/en.

• Åbningstider: 9.30 – 19.30. Du har 30 minutter efter det tidspunkt, der står på billetten, til at gå ind. Når du først er inde, må du blive så længe, du vil, men går du ud, kan du ikke vende tilbage.

• Entré: 18 € for almindelig billet. Der er tillæg for Gaudís hus og guidede ture. Billetten giver adgang til de kendte Gaudí-områder, parkens grønne områder og de bedste udsigter. Køb den på forhånd på parkens officielle hjemmeside.