📍 Kender du Santa Maria del Mar? Folkets kirke, som blev bygget på rekordtid 

Perspektiv over forsiden af Santa Maria del Mar

Jeg elsker kirker som ”rum”. Det er ofte bevægende og højtideligt at træde ind i en kirke, ikke mindst de ældre kirker. Rummene minder mig altid om livets gang og menneskehedens skaberkraft, og de indbyder til at undres, bevæges og reflektere over livets store og små spørgsmål. Hvor mange mennesker har gennem tiden passeret her? Hvor mange er blevet gift, har døbt deres børn eller er blevet begravet her? Hvilke bønner, længsler og taksigelser har fyldt rummet? Jeg kan næsten føle det levede liv i rummet.

Det gælder også for Santa Maria del Mar. Kirken ligger midt i den del af El Born, som hedder La Ribera, og som ligger tættest på havet. Mar betyder hav på både spansk og catalansk, og faktisk gik havet i datidens Barcelona næsten op til kirken. Kirken knejser op midt i kvarteret og virker nærmest for stor i forhold til de snævre gader og de små pladser omkring den. Det gør dog ikke noget, og lige så stor som den virker udenfor, lige så let og elegant er den indenfor. Her mødes du af høje, slanke søjler, hvælvinger og smukke glasmosaikvinduer, hvor solens stråler sommetider farver stengulvet. Kirken er et smukt eksempel på catalansk gotisk arkitektur.

Da Barcelona var en stormagt i Middelhavet

Da Santa Maria del Mar blev bygget i middelalderen, var Catalonien med Barcelona et vigtigt centrum i den magtfulde Corona de Aragón, som havde stor maritim indflydelse i Middelhavet – bl.a. med forbindelser til Mallorca, Sicilien og Sardinien. Der var ikke tale om Catalonien som en selvstændig nation i moderne forstand, men om Catalonien som en del af Corona de Aragón – den aragonske krone, hvor grevskabet Barcelona/Catalonien og kongeriget Aragonien var samlet under samme krone. Altså en dynastisk union gennem ægteskab. Unionens vigtigste handelsmæssige og maritime centrum var Barcelona på grund af byens geografiske placering og størrelse.

Byen havde infrastruktur i form af en stor havn og forbindelsesveje både til resten af den iberiske halvø og ud til resten af Middelhavet, og byen havde masser af kvalificeret arbejdskraft. Byen og ikke mindst Born-kvarteret var fyldt med håndværkere, købmænd, søfolk og havnearbejdere, og de var organiseret i laug og broderskaber. Barcelona voksede og blev rigere, hvilket er en af forklaringerne på, hvorfor en kirke i et havne- og handelsområde kunne blive så ambitiøs.

Kirken blev bygget med folkets egne hænder – og for egne penge

For Ribera-kvarteret manglede nemlig en større kirke. Efter sigende var det svært for almindelige borgere at få adgang til den kirke, der lå tættest på kvarteret. Det var nemlig Barcelonas katedral, og den var først og fremmest knyttet til byens kirkelige, kongelige og adelige magt. Behovet for en kirke for folket, hvor La Riberas almindelige befolkning kunne udøve deres tro, var derfor stort. Det fik kvarterets indbyggere til at tage sagen i egen hånd, og de byggede Santa Maria del Mar, ikke mindst takket være kvarterets mange laug og broderskaber. Der ville næppe have stået så smuk en kirke i dag uden disse fællesskaber.

Kirkebyggeriet blev støttet af den katolske kirke, ligesom kongen – Alfonso IV – tillod, at sten til kirken blev brudt i stenbruddet på Montjuïc, men det var i høj grad Borns indbyggere selv, der finansierede kirken, ligesom de frivilligt udførte det praktiske arbejde med at bygge kirken – og naturligvis i deres fritid. Temmelig imponerende, når man tænker på, at datidens arbejdsuge næppe var på 37 timer og typisk bestod af hårdt fysisk arbejde.

Kirken blev bygget på rekordtid

Byggeprojektet bliver ikke mindre imponerende af, at kirken blev bygget på rekordtid. Den første sten blev lagt den 25. marts 1329, den sidste sten den 3. november 1383, og kirken blev indviet i august 1384. Nogle dele af kirken, fx de to tårne, blev først bygget færdigt efterfølgende – det sidste tårn først i 1902.

Så selve kirken blev bygget og indviet på omkring 55 år – en utrolig byggehastighed, også efter middelalderens standard, og ikke mindst i lyset af, at kirkebyggeriet var selvfinansieret, og kirken blev bygget af frivillig arbejdskraft. Den hurtige byggetid er måske også grunden til, at kirken fremstår mere harmonisk og stilren end mange andre kirker, der er blevet bygget over flere århundreder, hvorved forskellige stilarter naturligt er blevet blandet.

Det kan ikke have været uden smerte og slid at bygge kirken. Det kan du kan se på de to figurer på kirkens hoveddør. Her ser du to bronzerelieffer af de såkaldte bastaixos – de arbejdere, som på ryggen slæbte de store sten til byggeriet ned fra stenbruddet på Montjuïc til byggepladsen. Har du læst Ildefonso Falcones’ fantastiske bestseller Havets katedral, får du et levende indblik i datidens Barcelona og kirkebyggeriet.

De to bastaixos på hoveddøren til Santa Maria del Mar

Havets katedral er en basilika

Santa Maria del Mar er dog ikke en katedral. For at få betegnelsen katedral skal kirken være biskoppens sæde. Der er kun én kirke i Barcelona, der har et bispesæde, og det er Barcelonas katedral: Catedral de la Santa Creu i Santa Eulàlia.

Santa Marias officielle navn er Basílica de Santa Maria del Mar. En basilika er en særlig, hæderfuld titel, som paven tildeler de katolske kirker, der har en særlig historisk, arkitektonisk og/eller åndelig betydning. Og det må man sige, at Santa Maria del Mar har.

Santa Maria del Mar gennem historien

Kirken er ikke gået upåvirket igennem tiderne. Et jordskælv i 1428 ødelagde det originale rosetvindue over indgangen, og flere kilder nævner, at det kostede menneskeliv. Et nyt rosetvindue blev installeret i midten af 1400-tallet.

I 1936, ved starten af den spanske borgerkrig, blev kirken sat i brand under antikirkelige optøjer. Den brændte i 11 dage, og branden ødelagde størstedelen af det barokke inventar, alteret og udsmykningen. Dette forklarer kirkens i dag meget enkle udtryk – af en katolsk kirke at være. Og sjovt nok kan du stadigvæk ane spor af sod og røg fra dengang i kirkens loft.

Og faktisk går Santa Marias rødder endnu længere tilbage i historien. Arkæologiske fund under alteret har nemlig vist, at stedet også tidligt har haft en kristen betydning. Ved udgravninger har man fundet en tidlig kristen gravplads fra 4.-6. århundrede under alteret.

Det smukke loft i Santa Maria del Mar

Fortid og nutid forbindes i Santa Maria del Mar

Det er følelsen af fortid og nutid, der smelter sammen, som jeg elsker ved Santa Maria del Mar. Følelsen af folkets indsats og vilje, der har flyttet bjerge – eller i hvert fald sten fra Montjuïc-bjerget. Og følelsen af, hvad vi mennesker kan skabe, når vi handler i fællesskab.

Så køb enten en billet eller stik hovedet ind i kirken, hvis du er heldig at komme forbi de tidspunkter, hvor du kan kigge gratis ind. Hvis der er gudstjeneste, kan du stå stille langs siderne eller bagest og betragte kirkerummet. Og er der ikke gudstjeneste, så tag en tur rundt i kirken, sæt dig på en bænk og nyd kirkerummet for en stund. Hvis du er rigtig heldig, kan du opleve, at organisten øver sig – det lyder fantastisk.

Og inden du går videre ud i det skønne Born-kvarter, skal du lige huske at hilse på de to bastaixos på indgangsdøren – dem, der slæbte de første sten til den smukke kirke for næsten 700 år siden.

✍️ Har du besøgt Santa Maria del Mar – og lagde du mærke til de små detaljer i kirken? Del gerne din oplevelse i kommentarfeltet.

🔍 Det skal du se – mine anbefalinger

  • Når du træder ind i kirken, skal du først og fremmest lægge mærke til kirkens arkitektur, som er catalansk gotik. Kirken har tre skibe i næsten samme højde. De høje, slanke søjler står med en afstand, der giver rummet en særlig fornemmelse af bredde, luft og lethed. De står lidt som slanke træer med de smukke hvælvinger i loftet som trækroner, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Gaudí mon lod sig inspirere lidt af netop dette rum, da han skabte loftet i Sagrada Família? For mig er det virkelig et smukt kirkerum – ikke mørkt, men overraskende åbent, lyst og enkelt. Og lidt af en kontrast til den tyngde, som kirken har, når man betragter den udefra.

  • Læg også mærke til rosetvinduet og de smukke glasmosaikvinduer. Hvis du kigger godt efter, kan du måske finde FC Barcelonas våbenskjold? Nogle af borgerkrigens ødelæggelser blev først repareret i 1960’erne, og fodboldklubben bidrog økonomisk til arbejdet og fik sit våbenskjold i et vindue som tak. En sjov detalje, som viser, at Santa Maria del Mar også er folkets kirke i moderne tider.

  • Ved alteret, omgivet af slanke søjler, finder du en figur af Jomfru Maria med Jesusbarnet – måske kan du genkende figuren fra Falcones’ bog? Nedenunder hænger det lille skib, som peger på kirkens forbindelse til havet – og tilnavnet Havets katedral.

  • Læg også mærke til, hvad du træder på. Kirkens gulv fungerer næsten som en historiebog, idet du kan finde markeringer for private grave og de middelalderlige laug og broderskaber. Og kig op i loftet – her kan du nemlig se sorte misfarvninger, som er sodrester efter branden i 1936. Historien lever videre i stenen i Santa Maria del Mar.

  • Køber du billet til taget/terrasserne, får du mulighed for at se de to kirketårne lidt tættere på. Men måske endnu mere interessant er det, at du kan få et indtryk af kirkens placering i La Ribera-kvarteret – centralt midt i middelalderkvarteret – og fra et udsigtspunkt mere end 33 meter over jorden.

  • Og så skal du jo, som nævnt, se de to bronzefigurer – de to bastaixos, som du finder på porten til hovedindgangen. De to mænd, der bærer sten på ryggen, er endnu en jordnær kontrast til det ophøjede kirkerum lige indenfor. Byggeriet har kostet blod, sved og tårer, men indenfor venter forløsningen.

  • Og Santa Maria del Mar ligger perfekt som et stop på en rute gennem Born-kvarteret. Lige ud for døren finder du seværdigheder som Picasso-museet, det tidligere marked Mercat del Born og, lige ved siden af kirken, Fossar de les Moreres – et vigtigt catalansk mindested knyttet til 1714 og Barcelonas fald under den spanske arvefølgekrig.

🗺️ Praktiske oplysninger

  • Adresse: Plaça de Santa Maria, 1.

  • Nærmeste metro: Jaume I (L4).

  • Website: https://www.santamariadelmar.barcelona/en/.

  • Åbningstider: mandag-søndag: 10.00-20.30. Kulturelt besøg: mandag-lørdag: 10.00-18.00 & søndag kl. 13.00-18.00. Sidste adgang til kulturelt besøg: 17.30. Uden for de kulturelle besøgstider er der gratis adgang til basilikaen, men tjek altid kirkens hjemmeside før besøg.

  • Entré: 5 € for basisbesøg & 10 € for besøg inkl. tårne/tagterrasser. Se kirkens hjemmeside for tidspunkter for guidede ture. De tilbydes på engelsk, spansk og catalansk på udvalgte tidspunkter.

Næste
Næste

📍 Must-see: Park Güell – det mislykkede boligprojekt, der blev til Barcelonas smukkeste park