Har du planlagt en tur til Barcelona i efterårsferien, har du valgt et rigtig godt tidspunkt. Efteråret er skønt i Barcelona. Byen har stadig lys, liv og behageligt vejr, og der er knap så mange turister som om sommeren – og det gør byen lettere at være i. Efteråret giver dig gode muligheder for at opleve byen, både de klassiske seværdigheder og det mere lokale Barcelona med de forskellige kvarterer eller barrios, maden og den langsommere hverdagsrytme.
I denne guide vil jeg hjælpe dig med at vælge og kombinere aktiviteter, så du får en god efterårstur uden at overfylde programmet.
Jeg serverer mine forslag som små tapas: Du vælger selv alt efter tid, lyst og vejr, og på den måde sammensætter du din helt egen Barcelona-menu. Det betyder også, at du ikke behøver at bruge eller læse guiden fra ende til anden. Du kan skimme guiden og plukke præcis dét, der passer til dig. God fornøjelse!
Hvordan er vejret så i Barcelona i efterårsferien?
Vi starter lige med vejret, da det styrer, hvordan du bruger byen i efterårsferien. Jeg kan naturligvis ikke forudsige vejret med 100 procent sikkerhed. Om efteråret kan det svinge, så tjek altid vejrudsigten, før du rejser af sted.
Du kan dog godt regne med, at den værste sommerhede har lagt sig, og at vejret er behageligt, om end lidt ustadigt – lidt ligesom det danske forår. Ifølge statistikken ligger temperaturen i gennemsnit på omkring 22 grader om dagen og omkring 15 grader om natten. Og det regner i gennemsnit 6 dage i løbet af oktober.
Du kan derfor opleve både kølige morgener og aftener, solrige dage og overskyede eller våde dage. Efterårsregnen i Barcelona kan være kraftig, og regnbyger kan komme pludseligt. Heldigvis regner det sjældent hele dage, så der vil ofte være gode perioder selv i løbet af en grå dag.
Tænk derfor efterårsvejret som noget, du kan arbejde med – ikke som noget, der skal være perfekt. På de solrige dage er det oplagt at gå længere ture, udforske forskellige barrios til fods, sætte sig på en bænk, tage en kaffe eller en aperitivo udenfor og lade dagen være lidt mere åben. På de mere ustadige dage kan du planlægge et museum, en kirke eller et marked som udgangspunkt og bruge de tørre perioder til at gå mellem stederne. Og stranden? Den er måske ikke længere klassisk badeferie, men den kan stadig være skøn til lys, luft og en gåtur langs vandet – og en dukkert for vinterbaderne.
Når du pakker kufferten, er det derfor en god idé at tænke i lag-på-lag-tøj og tage en let jakke til morgen og aften samt gode sko og en regnfrakke eller paraply med. Så er du klar til at opleve Barcelona i efteråret – uanset vejr og vind.
Brug efterårsvejret til at opleve Barcelona til fods
Jeg synes, at Barcelona opleves bedst til fods, når du bare går rundt i gaderne, indsnuser stemningen i de forskellige barrios og måske farer lidt vild. Detaljerne bliver tydeligere, og Barcelona viser sig frem.
Efteråret er ideelt til den slags byvandring. Om sommeren kan varmen og luftfugtigheden gøre lange gåture tunge, men på en solrig efterårsdag er det straks noget andet. Her kan kroppen bedre følge med, og byen bliver lettere at gå på opdagelse i.
Og hvor skal du så gå hen?
Her kommer mine forslag til fem forskellige barrios, som du kan udforske alt efter humør, tid og vejr:
Barri Gòtic – til historie, romerske spor og middelaldergader
Born/La Ribera – til gotik, kultur, små gader og bohemestemning
Eixample – til modernisme, byplan og turen mod La Sagrada Família
Gràcia – til lokale pladser, butikker og en mere hverdagsagtig rytme
Barceloneta – til hav, strand, fisk og den gamle havneby
Jeg giver dig ikke faste ruter, men nogle pejlemærker undervejs: gader, pladser, seværdigheder og små stop, som du selv kan vælge imellem. Punkterne skal ikke læses som en samlet rute, og du skal heller ikke nødvendigvis forbi alle stoppesteder. Du bestemmer selv, hvor meget du vil se i hver barrio, og om du vil bruge en halv dag eller en hel dag der.
1. Barri Gòtic
Barri Gòtic er Barcelonas historiske centrum med spor tilbage til det romerske Barcelona – Barcino. Her finder du middelalderens smalle gader, små pladser, kirker, gamle mure og steder, hvor historien næsten ligger i lag oven på hinanden. Barrioen huser også Barcelonas politiske centrum omkring Plaça de Sant Jaume.
Det er et af de mest besøgte områder i byen, så mit råd er at gå her med lidt tålmodighed. Kom gerne tidligt på dagen, kig op, gå væk fra de mest trafikerede gader, og lad dig selv fare lidt vild. Omkring Portal de l’Àngel, katedralen og ned mod Les Rambles finder du desuden masser af shoppingmuligheder.
Stoppesteder:
Plaça de Sant Jaume – hvor du kan stå midt imellem Barcelonas og Cataloniens politiske magt med rådhuset, Ajuntament de Barcelona, på den ene side og Palau de la Generalitat de Catalunya på den anden. Generalitat er Cataloniens selvstyre/regering.
Catedral de la Santa Creu i Santa Eulàlia – Barcelonas gotiske katedral, som også ofte bare kaldes Catedral de Barcelona eller La Seu.
Plaça Nova – pladsen foran katedralområdet, hvor du både finder rester af den romerske byport ind til Barcino og Picasso-friserne på facaden af Col·legi d’Arquitectes de Catalunya.
Carrer del Bisbe og Pont del Bisbe – Carrer del Bisbe er den smalle gade mellem katedralområdet og Plaça de Sant Jaume. Her finder du også Pont del Bisbe, som ser middelalderlig ud, men i virkeligheden er en romantiseret gotisk tilføjelse. Den er stadig et af de mest fotograferede steder i Barri Gòtic.
De romerske bymure – kig især efter murene omkring Plaça Nova, Carrer de la Tapineria og området ved katedralen. De giver en konkret fornemmelse af, hvor lille og kompakt det romerske Barcino var.
Plaça del Rei – her kan du tydeligt mærke middelalderens magt og byhistorie. Navnet betyder “Kongens Plads”, og her ligger dele af det gamle kongelige paladskompleks.
MUHBA Plaça del Rei – Barcelonas historiske museum ved siden af Plaça del Rei, hvor du kan gå ned under byen og se rester af det romerske Barcino.
Temple Romà d’August – fire romerske søjler gemt inde i middelalderbyen. Et af de steder, hvor Barcelona virkelig viser sine lag.
Via Sepulcral Romana – den gamle romerske gravvej, som lå uden for bymuren i Barcino.
Plaça de Sant Felip Neri – en af de mest stemningsfulde pladser i Barri Gòtic, men også et sted med en tung historie fra borgerkrigen.
El món neix en cada besada på Plaça d’Isidre Nonell – den såkaldte kyssemur, en fotomosaik af Joan Fontcuberta og Toni Cumella, hvor tusindvis af små billeder tilsammen danner et kys. Også et populært fotostop.
2. Born
På den anden side af Via Laietana fra Barri Gòtic ligger det område, jeg i daglig tale kalder Born. Det er godt nok ikke helt korrekt, for området dækker i virkeligheden over flere mindre barrios: Sant Pere, Santa Caterina og Born/La Ribera. De små kvarterer smelter dog sammen, så i praksis – og ikke mindst i forhold til en gåtur – giver det god mening at tænke det som et samlet område. En gåtur her kan brede sig fra Santa Maria del Mar og Carrer de Montcada til Palau de la Música, Mercat de Santa Caterina og videre ud mod Parc de la Ciutadella.
Du befinder dig igen i et af Barcelonas gamle middelalderområder, men stemningen er anderledes end i Barri Gòtic. Den er mindre formel, mere lokal og mere levende på den uperfekte måde. Du finder små gader, pladser, barer, restauranter og specialbutikker samt flere vigtige historiske og kulturelle steder inden for kort afstand. Det er et godt kvarter til en eftermiddagstur, hvor du kan udforske gaderne, kigge ind i butikkerne, tage et glas vin eller lægge et kulturstop eller to ind undervejs.
Stoppesteder:
Basílica de Santa Maria del Mar – Borns store gotiske kirke og “folkets kirke”, fordi den blev bygget af kvarterets egne folk, købmænd og havnearbejdere.
El Fossar de les Moreres – den lille plads ved Santa Maria del Mar, som i dag er et stærkt catalansk mindested knyttet til nederlaget i 1714 og Diadaen, Cataloniens nationaldag.
Passeig del Born – den lange plads mellem Santa Maria del Mar og det gamle Born-marked: Mercat del Born. I dag er den fuld af barer og restauranter, men den giver stadig en fornemmelse af kvarterets gamle liv og centrale akse.
El Born Centre de Cultura i Memòria – det tidligere marked Mercat del Born, hvor du kan se arkæologiske rester af det gamle La Ribera og få et indblik i Barcelona omkring 1700 og nederlaget i 1714.
Carrer de Montcada – en af de vigtigste middelaldergader i området, kendt for sine gamle palæer. Det er også her, du finder Museu Picasso.
Museu Picasso de Barcelona – et museum for dig, der gerne vil forstå Picassos udvikling og hans forbindelse til Barcelona. Samlingen ligger i flere gamle palæer på Carrer de Montcada.
Palau de la Música Catalana – et af Barcelonas store modernistiske hovedværker, der er presset ind i en middelaldergade. Musikhusets café er et godt stop, hvis du ikke har billet til en rundvisning eller en koncert.
Església de Sant Pere de les Puel·les – kirken fra det gamle benediktinerkloster Sant Pere de les Puel·les. Den syner måske ikke af meget ved første øjekast, men er i virkeligheden én af Barcelonas ældste kirker.
Mercat de Santa Caterina – et godt markedstop, hvis du vil koble middelaldergader med mad, hverdagsliv og moderne arkitektur. Markedet er kendt for sit farverige, bølgende tag.
I udkanten af området finder du desuden:
Parc de la Ciutadella – Barcelonas største grønne park i centrum med sø, den spektakulære kaskade samt udstillingsbygninger fra verdensudstillingen i 1888.
Estació de França – Barcelonas smukke gamle banegård ved kanten af Born og Barceloneta, hvor du får en fornemmelse af rejsestemning som for hundrede år siden.
3. Eixample
Med Eixample kommer du ud af de gamle kvarterer og ind i det mere moderne Barcelona. Det er et meget stort kvarter, der er bygget op i det karakteristiske gadenet, som Barcelona er så kendt for. Manden bag var ingeniøren Ildefons Cerdà, der planlagde bydelen i 1800-tallet, da Barcelona skulle udvides systematisk efter nedrivningen af de gamle middelaldermure.
Egentlig findes der mindst to Eixample-oplevelser. Der er den klassiske Dreta de l’Eixample omkring Passeig de Gràcia, Rambla de Catalunya, de store modernistiske facader og ruten videre mod La Sagrada Família. Det er den del, jeg især vil anbefale dig at koncentrere dig om, hvis du besøger Barcelona i efterårsferien og gerne vil bruge en dag på arkitektur, byplan og store Barcelona-ikoner.
Og så er der den mere hverdagsagtige Esquerra de l’Eixample, længere mod venstre i bydelen, hvor stemningen er lidt mere lokal med caféer og restauranter, brede gader og et roligere byliv mellem de store karréer. Den er også værd at opleve, især hvis du bor i området eller har god tid. Men som første Eixample-gåtur ville jeg begynde i Dreta de l’Eixample og lade ruten pege mod La Sagrada Família.
Eixample kan godt virke mindre charmerende ved første øjekast, fordi gaderne er brede og lige. Men prøv at gå langsomt her, kig op på facaderne, ornamenterne, de smukke døre og altanerne. Læg også mærke til de karakteristiske skrå gadehjørner og hele idéen om en moderne by med lys, luft, træer og plads.
Stoppesteder:
Passeig de Gràcia – Eixamples store boulevard med luksusbutikker, brede fortove med Gaudí-fliser og nogle af Barcelonas mest berømte modernistiske bygninger. Her kan du sagtens nøjes med at se facaderne udefra, hvis du ikke vil købe billet til det hele.
Illa de la Discòrdia – den berømte række modernistiske huse på Passeig de Gràcia. Her finder du Casa Batlló, Casa Amatller og Casa Lleó Morera, som hver har sit eget særprægede modernistiske udtryk. Det er næsten, som om arkitekterne har stået og diskuteret med hinanden.
Casa Batlló – et af Gaudís mest kendte huse. Selv udefra er facaden værd at stoppe op ved, især hvis du kigger efter farverne, balkonerne og ”dragen” på taget.
Casa Milà/La Pedrera – det andet af Gaudís huse på Passeig de Gràcia. Den bølgende stenfacade og de karakteristiske skorstene på taget viser, hvordan Gaudí kunne omforme en almindelig boligblok til noget helt andet.
Rambla de Catalunya – en lidt roligere og mere behagelig parallel til Passeig de Gràcia, men med masser af smuk arkitektur. Her er caféer, butikker, træer og et tempo, der gør den god at gå ad, især hvis du vil have en pause fra de mest turisttunge fortove.
Carrer del Consell de Cent – en god gade at bruge, hvis du vil opleve et lidt mere roligt og fodgængervenligt Eixample. De senere år er dele af gaden blevet gjort grønnere og mere behagelige at gå på, og det har givet området en anden rytme med caféer, restauranter, små butikker og mere plads til mennesker end til trafik.
Carrer de València – en virkelig fin rute, hvis du vil bevæge dig fra det centrale Eixample mod La Sagrada Família. Her ligger flere smukke facader og bygninger, og gaden giver en god fornemmelse af Eixample som både hverdagsby og arkitekturby. Det er ikke kun de store Gaudí-huse, der er værd at kigge på. Noget af fornøjelsen ved Eixample er netop at opdage de mere stille facader, altaner og detaljer undervejs.
Carrer de Girona – en anden god Eixample-gade, hvis du vil gå lidt væk fra de mest kendte facader og ind i et mere lokalt Eixample. Her får du en lidt mere lokal stemning og kan nemt kombinere gåturen med et stop ved Mercat de la Concepció.
Mercat de la Concepció – et klassisk marked i Eixample.
La Sagrada Família – et naturligt mål for mange ture gennem Eixample. Du behøver ikke nødvendigvis lægge besøget ind samme dag som Passeig de Gràcia, men turen gennem kvarteret giver god mening som optakt til Gaudís store basilika.
Avinguda Gaudí – den brede, diagonale gågade mellem Sagrada Família og Hospital de Sant Pau. Den er oplagt, hvis du vil fortsætte turen lidt længere og se to af Barcelonas store modernistiske hovedværker ligge på samme linje og inden for kort afstand.
Recinte Modernista de Sant Pau – det gamle hospitalskompleks tegnet af Lluís Domènech i Montaner. Det ligger lidt længere ude, men passer godt som afslutning, hvis du fortsætter fra La Sagrada Família ad Avinguda Gaudí.
Hvis du vil gøre det enkelt, kan du starte ved Passeig de Gràcia, gå omkring Rambla de Catalunya og videre ud mod La Sagrada Família. Du kan vælge at slutte gåturen ved kirken eller sætte en krølle på turen og fortsætte op ad Avinguda Gaudí til det gamle hospital, Recinte Modernista de Sant Pau. Det er en længere gåtur, men en virkelig fin måde at opleve Eixample som mere end bare “området med Gaudí-husene”.
4. Gràcia
Gràcia føles stadig som sin egen lille landsby i byen. Det var den også engang, før den blev en del af Barcelona, og den selvstændige stemning mærker man stadig. Her er lavere huse, små pladser, lokale butikker, barer, caféer og et mere hverdagsagtigt tempo end i de store turistområder.
Det er et godt kvarter, hvis du gerne vil væk fra de mest oplagte ruter og have en mere lokal eftermiddag. Gå rundt mellem pladserne, kig ind i små butikker, tag en kaffe, og lad kvarteret folde sig ud uden for meget plan.
Gràcia hænger også godt sammen med Gaudí. Du kan starte ved Casa Vicens, som er et af Gaudís tidlige værker, og bagefter gå videre gennem kvarteret. Eller du kan kombinere Gràcia med Park Güell, som er langt mere behagelig at besøge i oktober end i højsommervarme.
Stoppesteder:
Casa Vicens – et af Gaudís tidlige værker og en fin indgang til Gràcia. Huset viser en anden, mere farverig og orientalsk inspireret Gaudí end den, du møder ved La Sagrada Família og Park Güell.
Mercat de la Llibertat – et klassisk kvartersmarked på Plaça de la Llibertat. Det er ikke et marked, du behøver krydse hele byen for, men det er et fint stop, hvis du alligevel går rundt i Gràcia og gerne vil have lidt hverdagsliv med.
Plaça de la Virreina – en af Gràcias smukke og mere rolige pladser med kirken Sant Joan de Gràcia, træer, caféer og en mere landsbyagtig stemning.
Plaça del Sol – en af de mest kendte pladser i Gràcia. Her er der ofte liv, barer og mennesker på alle tider af dagen, men også mere støj og mindre ro end på nogle af de andre pladser.
Plaça de la Vila de Gràcia – kvarterets centrale plads med det gamle rådhus og klokketårnet midt på pladsen. Det er et godt sted at mærke, at Gràcia engang var sin egen by, før den blev en del af Barcelona.
Carrer de Verdi – en af Gràcias mest kendte gader med små butikker, caféer, restauranter og biografen Cine Verdi. Det er en god gade at gå ad, hvis du vil have lidt mere liv og lokal kvarterstemning.
Carrer d’Astúries – en behagelig gågade med butikker, caféer og et roligere tempo. Den fungerer godt sammen med Verdi, hvis du vil snuse lidt rundt uden en fast rute.
Travessera de Gràcia – en større og mere trafikeret gade, men også en vigtig akse gennem kvarteret. Den er god at orientere sig efter, når du går mellem pladserne og de mindre gader – du kan nemlig nemt fare vild i Gràcia.
Gran de Gràcia – den brede handelsgade gennem kvarteret. Den er ikke den mest charmerende del af Gràcia, men den binder området sammen og er praktisk, hvis du kommer fra Jardinets de Gràcia eller metroen ved Fontana.
Jardinets de Gràcia – overgangen mellem Passeig de Gràcia og Gràcia. Her mærker du næsten fysisk skiftet fra det elegante Eixample til den mere lokale Gràcia-stemning.
Park Güell – ligger lidt højere oppe og ikke midt i selve Gràcia, men er oplagt som forlængelse, hvis du vil gøre turen længere. I oktober er Park Güell ofte langt mere behagelig at besøge end i højsommervarme.
5. Barceloneta
Barceloneta er et godt efterårskvarter, fordi stranden og havet får en anden rolle, når den værste sommervarme og strandtrængsel er ovre. Du behøver ikke komme her for at bade. Du kan komme for lyset, luften, de lave gamle huse, havbrisen og fornemmelsen af, at Barcelona også er en havneby.
Kvarteret blev oprindeligt anlagt som et arbejder- og fiskerkvarter, og selv om meget har ændret sig, kan du stadig mærke den særlige struktur med smalle gader, små altaner, vasketøj, lokale barer og et mere maritimt præg. Det er ikke det mest stille kvarter i byen, men om efteråret kan en gåtur her være virkelig fin, især hvis du kombinerer de små gader med promenaden langs vandet.
Start eventuelt ved Port Vell eller Estació de França, gå ned gennem Barceloneta og slut ved stranden. Eller gør det omvendt: begynd med havet og gå bagefter ind i kvarteret for at få en kaffe, vermut eller lidt mad. Barceloneta er et af de klassiske steder at spise fisk, skaldyr og risretter i Barcelona. Du kan finde de lækreste restauranter her, men du skal se dig lidt for. Fordi kvarteret ligger ved stranden og er populært blandt turister, finder du også en del klassiske turistfælder med store billedtavler med menuen og tjenere, der gerne vil hive dig ind fra gaden.
Stoppesteder:
Port Vell – Barcelonas gamle havneområde og et godt sted at begynde, hvis du kommer fra den gamle bydel. Her mærker du overgangen fra centrum til havnebyen Barcelona.
Bus Nàutic – en lille og sjov måde at opleve havnen på. Den sejler mellem Moll de Drassanes ved Colom og Moll de Llevant ved Barceloneta-stranden, tæt på Hotel W. Herfra kan du gå videre langs stranden eller tilbage ind gennem Barceloneta.
Passeig de Joan de Borbó – den brede akse mellem Port Vell og Barceloneta. Den er travl og turistet flere steder, ja, men den giver også en tydelig fornemmelse af havn, både, restauranter og byens åbning mod vandet.
Plaça del Poeta Boscà – en central plads i Barceloneta og et godt lille orienteringspunkt, hvis du vil ind i selve kvarteret frem for kun at gå langs stranden.
Mercat de la Barceloneta – kvarterets marked på Plaça del Poeta Boscà. Det har en tydelig maritim forbindelse og passer godt som et lokalt stop, før du går videre gennem de smalle gader.
Església de Sant Miquel del Port – Barcelonetas gamle kirke og et godt historisk holdepunkt i kvarteret. Er den åben, er det værd at kigge ind. Den minder om, at Barceloneta ikke bare er strand, men et gammelt arbejder-, havne- og fiskerkvarter.
Casa de la Barceloneta 1761 – et lille kultur- og historiecenter i et af de få bevarede oprindelige huse fra Barcelonetas tidlige historie. Et fint stop, hvis du vil forstå kvarteret lidt bedre indefra.
De smalle gader i den gamle del af kvarteret – gå gerne lidt på kryds og tværs uden en fast rute. Barceloneta er planlagt i et stramt gadenet, men stemningen er helt anderledes end i Eixample: tættere, lavere, mere maritim og mere hverdagspræget.
Carrer de Sant Carles – en af de gode gader at gå ad, hvis du vil ind i den gamle del af Barceloneta. Her får du smalle gader, lave huse, altaner, vasketøj og mere kvarterstemning end på strandpromenaden.
Passeig Marítim de la Barceloneta – strandpromenaden langs vandet. Den kan være travl, men i efteråret er den langt mere behagelig end midt om sommeren, og den er oplagt, hvis du vil kombinere kvarteret med havet.
Platja de Sant Sebastià og Platja de la Barceloneta – de klassiske strande ved kvarteret. Om efteråret behøver du ikke komme for at bade; du kan lige så godt komme for lyset, havluften og en gåtur langs vandet.
Platja del Somorrostro – næste strandstykke mod nordøst. Navnet minder om det gamle barakområde Somorrostro, der lå her frem til 1960’erne, og giver et lille historisk lag til en ellers meget nutidig strandpromenade.
Port Olímpic – relevant, hvis du vil gå længere langs vandet. Det ligger ikke i selve Barceloneta, men kan være en naturlig forlængelse af turen, især efter den store omdannelse af området.
Museu d’Història de Catalunya i Palau de Mar – ved kanten af Barceloneta og Port Vell. Du behøver ikke nødvendigvis gå ind, men bygningen og placeringen gør det til et godt stop, hvis du begynder turen ved havnen. På øverste etage finder du desuden en restaurant med udsigt over havnen, som kunne være en glimrende finale på din tur rundt.
Hvis du har lyst til at bruge efterårsvejret til at finde lidt mere lokal stemning i Barcelona, kan du også læse mit indlæg om, hvordan du undgår de værste turistfælder og finder mere af byens egen rytme.
Læs mere her 👉
Brug en halv eller hel dag på Montjuïc
Montjuïc er et af de bedste steder til at opleve efteråret i Barcelona. Her får du nemlig ikke bare én seværdighed, men en hel lille bevægelse gennem natur, udsigt, arkitektur og kultur – på et bjerg med udsigt ud over byen og havet. Derfor skal du ikke planlægge Montjuïc som en lang to-do-liste med alt dét, du bare skal nå. Det bliver hurtigt alt for meget, så brug i stedet området som en rolig halv- eller heldagsoplevelse, hvor du vælger ud efter lyst og vejr.
Start gerne nede ved Plaça Espanya ved de to tårne – Les Torres Venecianes – og bevæg dig langsomt op ad bjerget mod det store palads, du ser foran dig.
Det er Palau Nacional, der huser MNAC – Museu Nacional d'Art de Catalunya. Mens du bevæger dig opad, skifter byen allerede langsomt karakter. Du lægger trafikken og storbyen bag dig, og efterhånden som du kommer opad, får du både udsigt, luft og den der særlige Montjuïc-fornemmelse: Barcelona set lidt oppefra, men stadig tæt på.
Du kan lægge vejen forbi Mies van der Rohe-pavillonen, hvis du har lyst til et lille, koncentreret arkitekturstop. Den er ikke stor, men den er et fint modspil til Barcelonas mere dekorative modernisme: stram, åben, kølig og næsten meditativ. Fortsætter du op mod MNAC og Palau Nacional, får du en af de klassiske udsigter over byen — og på en klar efterårsdag er det svært ikke lige at blive stående lidt eller sætte sig på en bænk. Jeg synes, det er lige smukt og fascinerende hver gang.
Mit råd er dog: vælg ét egentligt museum eller kultursted, ikke flere. Montjuïc fungerer bedst, hvis der også er tid til at gå, kigge, holde pauser og lade området folde sig ud. Vælg for eksempel MNAC, hvis du har lyst til catalansk kunst, middelalder, modernisme og den store museumsoplevelse. Eller vælg Fundació Joan Miró, hvis du hellere vil have farver, former, moderne kunst fra bysbarnet Joan Miró og et museum, der også hænger smukt sammen med omgivelserne.
Resten af turen må du gerne bruge udenfor. Gå gennem haverne og stierne, tag små afstikkere, og lad udsigterne dukke op undervejs. Du kan for eksempel gå gennem Jardins de Laribal, som er en af Montjuïcs klassiske haver med trapper, stier og små grønne rum, eller finde ro i Jardins de Mossèn Cinto Verdaguer, der er en af bjergets temahaver. Har du mere tid — eller er du særligt glad for planter og landskaber — kan Jardí Botànic de Barcelona også være en fin afstikker på den mere åbne del af Montjuïc.
Hvis du interesserer dig for sportshistorie, kan du lægge vejen forbi de olympiske anlæg fra 1992 – Estadi Olímpic. Og har du lyst til at komme helt op på toppen af bjerget, kan du fortsætte mod svævebanen og Castell de Montjuïc. Det er ikke et romantisk slot, men et gammelt militært fæstningsanlæg øverst på bjerget med udsigt over byen, havnen og havet. Historien er tungere, end udsigten antyder, men som afslutning på en Montjuïc-tur giver stedet en stærk fornemmelse af både Barcelona, havnen og bjergets mere alvorlige lag.
På en god efterårsdag ville jeg gøre gåturen til hovedoplevelsen og lade et museum være et fast holdepunkt undervejs. Er vejret mere ustadigt, så vend det om: vælg et museum, brug det som base, og tag haverne og udsigterne mellem bygerne, i det omfang du kan.
Men igen: vælg med måde. Montjuïc er bedst, når du ikke prøver at presse hele bjerget ind i én udflugt. Det er ikke et sted, du behøver at strege af listen. Det er mere et område, hvor du kan tilbringe en langsom dag lidt væk fra de tætteste turiststrømme – med byen under dig, havet i nærheden, grønne åndehuller undervejs og kultur nok til, at du nemt kan fylde flere timer uden at skynde dig.
Nyd det catalanske efterår – på markedet og på tallerkenen
Efteråret i Barcelona kan også smages. Ikke nødvendigvis på den store gastronomiske måde, hvor hele rejsen skal planlægges efter restauranter, men mere stille og hverdagsagtigt: på markedet, i sæsonvarerne, til en længere frokost, over en vermut eller på en lille bar, hvor tempoet ikke er helt så sommertravlt.
Markederne er et godt sted at begynde, ikke kun fordi de er fascinerende eller fotogene, men fordi de stadig er en del af Barcelonas hverdagsliv. Her bliver årstiden synlig på en anden måde end i butiksvinduerne. Om efteråret begynder svampe — bolets — at fylde mere i det catalanske køkken, og i løbet af oktober dukker de ristede kastanjer op i gadebilledet sammen med søde kartofler og panellets – små catalanske kager, ofte lavet med mandler og pinjekerner. De hører til omkring Tots Sants, allehelgensdag den 1. november, og den catalanske efterårstradition Castanyada, hvor man netop spiser kastanjer, søde kartofler og panellets. Det er ikke nødvendigvis uge 42, der er selve højtiden, men det er den tid på året, hvor efteråret begynder at sætte sig i maden.
Du kan sagtens bruge et marked som startpunkt for en gåtur i et kvarter. Mercat de Santa Caterina er et oplagt valg, hvis du alligevel går rundt i Born eller den gamle bydel. Markedet er både et madmarked og et stykke moderne arkitektur med sit farverige, bølgende tag — og det er let at kombinere med Santa Maria del Mar, små gader, caféer og en langsom tur videre gennem kvarteret.
Er du omkring La Sagrada Família, kan Mercat de la Sagrada Família være et fint lokalt stop. Det er ikke et marked, du behøver rejse tværs gennem byen for at se, men netop derfor giver det mening, hvis du allerede er i området. Her kan du få et lille kig ind i kvarterets hverdagsliv, før du fortsætter mod Avinguda Gaudí, Hospital de Sant Pau eller en kaffe i nærheden.
Ved havet er Mercat de la Barceloneta et andet godt bud. Barceloneta har selvfølgelig stranden og promenaden, men kvarteret har også sin egen maritime madkultur, og markedet giver en anden vinkel på området end bare hav, sand og strandbarer. Det kan være et fint stop, hvis du vil kombinere en gåtur ved vandet med lidt mere lokalt kvarterliv.
I Eixample kan du også kigge forbi Mercat de la Concepció, især hvis du alligevel bevæger dig omkring Girona, Aragó og València. Det er et klassisk kvartersmarked midt i det store Eixample-gitter, og det passer godt til en dag, hvor du vil kombinere modernistiske facader, små stop undervejs og et mere almindeligt Barcelona mellem de store seværdigheder.
Jeg ville ikke forsøge at nå flere markeder på samme dag. Vælg ét, brug det som begyndelse, og gå videre ud i kvarteret. Det er sådan, markederne fungerer bedst: ikke som isolerede seværdigheder, men som en del af byens rytme.
Efter markedet kan du lade maden fortsætte ude i byen. Brug efteråret til en længere frokost, en vermut før maden, kaffe på en plaça eller en restaurant lidt senere på dagen, når de lokale også begynder at spise.
Det catalanske køkken behøver ikke være kompliceret for at være interessant. Pa amb tomàquet, escalivada, coca, retter med svampe, nødder og mere rustikke efterårssmage kan være lige så gode indgange som en stor restaurantoplevelse.
Og har du lyst til at komme endnu tættere på råvarerne og køkkenet, kan et madkursus også være en fin efterårsaktivitet, især hvis det kombinerer marked, sæsonvarer og traditionelle retter. Så bliver maden ikke bare noget, du spiser, men en måde at forstå lidt mere af Catalonien på. Du kan for eksempel undersøge:
bcnKITCHEN – Cooking Classes – kig især efter deres Market Visit + Paella Cooking Workshop, hvis du vil kombinere markedstur og madkursus. Jeg har selv prøvet bcnKITCHEN og havde en god oplevelse. Tjek kalenderen, for datoerne skifter.
La Foodieteca – Santa Caterina Market Tour & Paella Cooking Class – især relevant, hvis du gerne vil koble madkursus med Santa Caterina-markedet.
Læs evt. også min guide til det traditionelle catalanske køkken, hvis du vil forstå mere af sammenhængen mellem råvarer, retter, spisevaner og catalansk identitet.
Læs mere her 👉
Hav en kulturplan klar, hvis det regner
Efterårsvejret i Barcelona er ofte dejligt, men som nævnt kan det også skifte. En dag med regn eller overskyet vejr behøver dog ikke ødelægge dine planer – det kan tværtimod være en god anledning til at lægge lidt mere kultur ind i dagen uden at gøre det til et tætpakket museumsprogram.
Jeg vil hellere anbefale dig at tænke i kombinationer: ét museum eller ét kultursted og så et område omkring, hvor du stadig kan få en sammenhængende dag. På den måde kan du bruge pauser i regnen til at gå lidt rundt, drikke kaffe, kigge ind i en kirke eller finde et godt frokoststed i nærheden.
Det er nok at have 2–3 gode kulturmuligheder i baghånden, som passer til de områder, du alligevel gerne vil opleve, og så kan du bytte rundt på inde- og udeaktiviteterne alt efter, hvordan vejret arter sig.
Der er selvfølgelig Montjuïc, som vi tidligere har været inde på. Og ellers er et godt bud Museu Picasso de Barcelona og kvarteret Born/La Ribera. Museet ligger midt i et af Barcelonas smukkeste gamle kvarterer, og det er let at kombinere med en gåtur gennem Born, Basílica de Santa Maria del Mar eller et stop ved Mercat de Santa Caterina. Her får du både kunst, middelaldergader og kvarterstemning uden at skulle krydse hele byen.
En anden mulighed kunne være CCCB – Centre de Cultura Contemporània de Barcelona eller MACBA – Museu d’Art Contemporani de Barcelona i Raval. Så får du en mere moderne og urban Barcelona-dag i et kvarter, der er mere råt, sammensat og levende end de klassiske postkortområder. Som kontrast kan du lægge vejen forbi Sant Pau del Camp, en af Barcelonas ældste kirker, der ligger lidt overraskende midt i Raval.
Du kan også tænke i Palau de la Música Catalana sammen med Born eller Barri Gòtic. Det modernistiske musikhus kan opleves på flere måder: ved en koncert, på en rundvisning eller ved et besøg afhængigt af programmet. Uanset hvad er bygningen i sig selv en af Barcelonas store modernistiske oplevelser, og den ligger perfekt mellem den gamle bydel og Born.
Regn i Barcelona er irriterende, ja, men dagen behøver ikke at blive dårligere af den grund. Det kræver bare lidt fleksibilitet — og så er det jo en god undskyldning for at bruge lidt længere tid på kunst, arkitektur, kaffe og måske lidt ekstra shopping?
Praktisk planlægning og booking
Oktober er en dejlig måned at besøge Barcelona, men der vil stadigvæk være turister, især ved de store attraktioner som La Sagrada Família, Park Güell og de mest populære Gaudí-huse. Så husk endelig at købe billet online på forhånd, hvis der er noget, du meget gerne vil opleve. Du skal ikke booke alt hjemmefra, men vælg de vigtigste ting, der virkelig betyder noget for dig, og lad resten af dagene være mere åbne.
Vær også opmærksom på 12. oktober, som er den spanske nationaldag, Fiesta Nacional de España, og som kan falde i den danske efterårsferie. Dagen markerer Christopher Columbus’ ankomst til Amerika den 12. oktober 1492 og forbindes også med den spansktalende verden. Det er ikke en dag, der fylder på samme måde i Catalonien som i Madrid, men den kan stadig betyde ændrede åbningstider, lidt flere lokale besøgende og mere pres på de populære steder. Det er ikke noget, der skal gøre planlægningen besværlig, men det er værd lige at have i baghovedet.
I forhold til transport rundt i byen er mit råd at bruge metro og bus til de længere afstande, men som nævnt oplever du selve kvartererne bedst til fods. Barcelona er dog for stor en by til, at du skal forsøge at krydse den frem og tilbage i løbet af dagen. Vælg hellere et område, gå rundt, hold pauser og byg dagen op, så den hænger sammen geografisk.
Og ja, så gælder det altid – også i efterårsferien: husk almindelig opmærksomhed på lommetyve. Du skal ikke gå rundt og være nervøs, men blot have styr på taske, telefon og pung – især i metroen, ved de største seværdigheder og på meget travle steder.
Har du brug for mere hjælp til den praktiske del af rejsen, kan du finde mere information i mine andre guides.
Læs mere her 👉
Første gang til Barcelona? Få svar på de 10 vigtigste spørgsmål - FAQ
Hvad skal du se første gang i Barcelona? Få min guide til at planlægge din rejse
Styr på hotel, transport og det praktiske i Barcelona? Mine tips til din rejse
Lommetyve, scams og tiggere? Guide til, hvordan du rejser trygt i Barcelona
Giv plads til Barcelona
Efterårsferien er en god anledning til at opleve Barcelona i et lidt roligere tempo. Ikke fordi byen er stille, for det er den sjældent, men fordi vejret ofte gør det lettere at gå, stoppe op, sidde ude, kigge sig omkring og lade dagen tage form undervejs.
Du behøver ikke fylde alle dage med aktiviteter. Jeg tror faktisk, at din Barcelonatur bliver bedre, hvis du ikke gør. Vælg hellere én eller to planlagte ting om dagen og lad der være plads til resten: en gåtur gennem et kvarter, en kaffe på en plaça, en vermut før frokost, ost fra det lokale marked, en lang frokost eller bare det at kigge op på facaderne og opdage detaljer, du ellers ville være gået forbi.
For mig er det dér, hvor byen begynder at åbne sig – ikke kun inde i kirkerne, museerne og de store seværdigheder, men mellem dem – i gaderne, på pladserne, i pauserne, i lyset over en facade – og det kommer typisk, når du ikke følger et stramt program.
Så mit bedste råd til efterårsferien i Barcelona er egentlig ret enkelt: planlæg nok til, at du føler dig tryg — men ikke så meget, at byen ikke selv får lov at blande sig. God efterårsferie!
✍️ Hvad ville du helst bruge en efterårsdag i Barcelona på: en lang gåtur, et museum, et marked, Montjuïc eller bare en kaffe på en plaça? Del gerne i kommentarfeltet.